3F-besøg på 35 lokale arbejdspladser

Fordelt på fem hold opsøgte 3F-repræsentanterne byggepladser i Aars, Fjerritslev, Løgstør, Farsø, Nibe, Hobro, Brovst og Hornum

Det ene af i alt fem 3F-hold besøger Solbakkens store restaurerings- og moderniseringsprojekt i Aars. Fra venstre næstformand Alex Pedersen fra 3F Midtfjord sammen med tømrerne Valtyr Petursson, Aalborg, Jonas Sørensen, Farsø, Mikael Hansen, Aars, og opmåler/faglig sekretær Kasper Lindahl Berg, 3F Aalborg. Foto: Martin Glerup
Arbejdsmarked 11. oktober 2018 10:51 - Opdateret 11. oktober 2018 14:45

VESTHIMMERLAND: 35 lokale byggepladser fik besøg, da 3F Midtfjord mandag var på landevejen som led i en kampagne for organiseret byggeri.

Fordelt på fem hold opsøgte 3F-repræsentanterne byggepladser i Aars, Fjerritslev, Løgstør, Farsø, Nibe, Hobro, Brovst og Hornum.

De ansatte viste især stor interesse for at få mere at vide om akkord og prissætning for eget arbejde, fortæller kampagnedagens leder, næstformand Alex Pedersen, 3F Midtfjord.

- Vi fik en god snak på byggepladserne, hvor vi mødte 102 ansatte, heraf 78 3F'ere.

- Naturligvis var der ikke tid til at belyse alle spørgsmål om akkord og prissætning i dybden. Men vi kunne oplyse, at det er en fordel for såvel medarbejdere som håndværksmestre at anvende ordningen, idet den tager udgangspunkt i aftaler, som er indgået mellem 3F og Dansk Byggeri.

Næstformanden kunne desuden oplyse, at der de første fire torsdag aftener i 2019 afvikles et kursus om akkord og prissætning hos 3F Midtfjord i Aars.

3F-repræsentanterne benyttede samtidig lejligheden til at slå et slag for kampagnen "Tag en lærling mere med i sjakket".

- Der er heldigvis større bevågenhed om at skaffe uddannede håndværkere gennem uddannelse af lærlinge end tidligere, men indsatsen kan stadig langtfra at opfylde behovet.

- I 3F Midtfjord har vi torsdag 25. oktober indbudt til en lærlingeaften på fagforeningskontoret i Aars. Formålet er at styrke interessen for at få en håndværksmæssig uddannelse, fastslår Alex Pedersen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...