3F flytter i nyt hus i Silstrup

Fagforbundet flytter ind i det gamle landbocenter og får dobbelt så meget plads.

EMNER 26. november 2011 08:00

- Vi er rigtig glade for den udflytning, der nu sker, siger Niels Jensen, formand for 3F Thy-Mors. Mandag skal han skrive under på de papirer, der cementerer aftalen om køb af det forhenværende landbocenter i Silstrup, og dermed får 7000 lokale fagforeningsmedlemmer et nyt sted at henvende sig, når der er brug for råd og vejledning. Ejendomshandlen kan realiseres, fordi fagforbundet FOA netop har sagt ja til at købe naboen 3F Thy-Mors' domicil på Sydhavnsvej 13. 3F's 28 medarbejdere har haft det trangt efter fusionen med TIB i januar og indflytning af syv medarbejdere. Med købet af det gamle landbocenter får 3F dobbelt så meget plads, og Niels Jensen kalder det en fremtidssikring. - Nu får vi mulighed for at leje lokaler ud til andre LO-forbund, og vi er forberedt, hvis der kommer flere fusioner. Vi vil gerne have et fagforeningshus, siger Niels Jensen. Han nævner også, at der bliver plads til at afholde kurser for tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter. - Vi får i det hele taget bedre udfoldelsesmuligheder - og vi kommer ikke til at døje med for få p-pladser. Fagforeningshuset i Silstrup ligger også geografisk bedre i forhold til et medlemslandskab, der strækker sig fra Nykøbing til Hanstholm og Ydby. Flytningen kommer til at ske gradvist fra midt i december til årsskiftet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...