Mad

3F: Minister udsætter 13-årige for risiko for sexchikane

Fagforbundet 3F advarer Troels Lund Poulsen (V) mod at lade 13-årige arbejde i restauranter. Risikoen for sexchikane er overhængende, påpeger 3F.

Modelfoto

Modelfoto

DANMARK:Regeringen vil åbne op for, at unge på 13 år kan arbejde i restauranter. Dermed risikerer unge ansatte at møde stærkt berusede gæster og blive udsat for sexchikane. Det kan vi ikke være bekendt over for børn og unge, mener fagforbundet 3F og LO-fagbevægelsen.

Fagbevægelsen er alarmeret på grund af nogle ganske få ord i et forslag fra beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V). Han og regeringen vil have ændret reglerne for, hvad 13-14 årige må, når de har et fritidsjob.

Beskæftigelsesministeren ønsker, at 13-14 årige skal have lov til, at udføre lettere ekspedition i forretninger, restauranter med videre. Det fremgår af et forslag, han har sendt i høring hos Arbejdsmiljørådet, der rådgiver ministeren.

Som det er nu, må 13-14 årige kun arbejde med lettere ekspedition i mindre forretninger såsom kiosker, bagerbutikker og grøntforretninger.

Om baggrunden for at udvide unges mulighed for fritidsjob, siger Troels Lund Poulsen (V) til Ugebrevet A4:

- Jeg vil gerne give 13-15 årige bedre vilkår for at få et fritidsjob og kan ikke se, hvad forskellen er på at arbejde i en mindre forretning og på en McDonalds for at give et eksempel på, hvor de ikke må være i dag. Men det er ikke billeder af burgere og colaer, der dukker op i hovedet på Ulla Sørensen, når hun hører forslaget fra beskæftigelsesministeren om at sætte helt unge fritidsjobbere i arbejde på restauranter. Ulla Sørensen er ansvarlig for det arbejdsmiljøpolitiske område i fagforbundet 3F.

Ifølge hende vil de unge, hvis forslaget gennemføres, kunne blive udsat for ekstremt belastende situationer, der i sidste ende vil kunne få store konsekvenser for deres fremtidige liv og arbejdsevne.

- Det er gennem flere undersøgelser påvist, at ansatte specielt i restaurationsbranchen i forbindelse med kundebetjening ofte og gentagne gange oplever at blive udsat for sexchikane. Det skal vi som samfund gøre alt for at undgå, at vores børn bliver udsat for, siger Ulla Sørensen til Ugebrevet A4.

Troels Lund Poulsen mener, at den frygt, 3F fremsætter, er ude af proportioner.

- Det er ikke en ladeport, der bliver lukket op for, at unge nu skal udsættes for sexchikane og meget andet, som jeg ved, at nogle er optaget af, at den her diskussion skal handle om, siger Troels Lund Poulsen og fortsætter:

- Jeg vil gerne sikre, at unge med fritidsjob arbejder på en fornuftig måde. Og der er allerede i dag et skarpt regelsæt for, hvor meget de må arbejde, og hvornår de må arbejde defineret helt ned i detaljen, påpeger han.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst