3F's lokalkontor på vippen?

Lokale 3F'ere klar til at kæmpe for at bibeholde kontoret i Dronninglund

DRONNINGLUND:De lokale medlemmer af fagforbundet 3F (Fagligt Fælles Forbund) i Dronninglund Kommune er klar til at kæmpe for at bibeholde det nuværende lokalkontor i Dronninglund. Det blev fastslået af de fremmødte på generalforsamlingen mandag aften i 3F Aalborgs lokalklub i Dronninglund. Her fortalte formanden for lokalklubben, Dorthea Jensen, at der i 3F-kredse er kræfter, der spekulerer i at få lokalkontorerne lukket, og hun opfordrede derfor alle de fremmødte til at møde op på 3F Aalborgs afdelingsgeneralforsamling 28. marts for dér at synliggøre det lokale ønske om at bibeholde lokalkontoret i Dronninglund. - Og I må også meget gerne tage en eller to mere med alle sammen, så vi for alvor kan få dem gjort opmærksom på, at vi eksisterer, sagde Dorthea Jensen. Dyb forundring Der var blandt de fremmødte dyb forundring over tankerne om måske at lukke lokalkontoret i Dronninglund - ikke mindst set i lyset af, at man dér nu ikke bare servicerer de "gamle" SiD'ere i fusionsfagforbundet, men også de nye partnere fra KAD - ligesom lokalkontoret faktisk i dag bruges til at servicere samtlige 3F'ere nord for fjorden. At personalet på lokalkontoret samtidig er skrumpet ind fra syv i de "glade" SiD-dage til nu, havde de fremmødte også mere end almindeligt svært ved at forstå. Det blev derfor også mødt med et rungende ja, da der som afslutning på generalforsamlingen blev fremstillet forslag om at arrangere fælles bustransport til den nævnte afdelingsgeneralforsamling i Aalborg i slutningen af marts - så alle 3F'erne dér kan se, at de i Dronninglund Kommune stiller med en engageret gruppe af medlemmer, der vil kæmpe for at fastholde et lokalkontor i Dronninglund. Farvel i utide Debatten om lokalkontorets fremtid var det, der vejede tungest på en ellers stilfærdig generalforsamling, hvor det eneste andet bemærkelsesværdige var, at Jan Munkholt ønskede at forlade 3F's offentlige gruppe i utide. Han blev på den post afløst af Dorthea Jensen.