3F-skepsis over ældremad i udbud

Fagforbund advarer mod at ødelægge velfungerende køkken.

Allan Vinding Sørensen,
Skal centralkøkkenet omdannes til et privat /kommunalt aktieselskab? Arkivfoto:Bente Poder
Ældrepolitik 3. december 2011 13:00

Fagforeningen 3 F Skagerak ser med skepsis på kommunens planer om at samarbejde med private leverandører om produktion af ældremad. 3F organiserer chaufførerne, som er tilknyttet kommunens centralkøkken. Køkkenet har 100 ansatte. Formanden for 3Fs gruppe af offentligt ansatte, Kingo Nielsen, mener, at blandt andet sporene fra Jammerbugt Kommune skræmmer. - Der sendte man ældremaden i udbud. Det betød farvel til 30 ansatte, da leverancen gik ud af kommunen, siger Kingo Nielsen. Han ønsker garantier for, at leverancerne til centralkøkkenet forbliver lokale og at antallet af medarbejdere og kvaliteten af maden fastholdes. - Vi er lidt nervøse for, om det kan gå den forkerte vej. Papir er jo taknemmeligt, siger Kingo Nielsen med henvisning til udbudsmaterialet. Formanden for Sundhed- ældre- og handicapudvalget (SÆH), Lilli Damsgaard (S) ser ingen grund til bekymring. - Hvis vi indgår i et samarbejde med et privat firma vil vi forlange garantier for at antallet af arbejdspladser bevares og at produktionen bevares i Hjørring kommune, siger Lilli Damsgaard. I et kommunalt/privat aktieselskab vil Hjørring Kommune få maksimalt 40 procent af aktierne. Det bestemmer loven, oplyser Lilli Damsgaard. Hvis den private aktør får 60 procent af aktierne, kan kommunen vel ikke garantere, at alle arbejdspladser bevares og produktionen fortsat skal ligge i Hjørring kommune? - Vi kan måske ikke stille garantier, men vi kan under forhandlingerne med en privat aktør få skrevet en årrække ind i kontrakten. Vi vil kræve garantier for arbejdspladserne, fastholder Lilli Damsgaard. Udbuddet sker som følge af en lov, som den tidligere regeringen indførte. Den forlanger, at kommunerne skal undersøge muligheden for samarbejde med private aktører - de såkaldte OPP- samarbejder. Lilli Damsgaard fokuserer på muligheden for større produktion, hvis Hjørring Kommune indgår i et aktieselskab med en privat aktør. - Hvis der sker noget, så bliver det i positiv retning. Vi kan måske komme til at levere til andre kommuner. Hjørring Kommune kunne komme til at tjene penge på det, siger Lilli Damsgaard.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...