Frederikshavn

4.000 er sikret billet til Rock i Frederikshavn

Arrangørerne håber dog stadig på flere - 1.000 billetter er endnu ikke solgt

Forberedelserne til Rock i Frederikshavn er i fuld gang. Foto: Henrik Louis

Forberedelserne til Rock i Frederikshavn er i fuld gang. Foto: Henrik Louis

FREDERIKSHAVN:4.000 tilhørere er allerede sikret billet, når der på lørdag er Rock i Frederikshavn. Stadigvæk er der dog plads til yderligere 1.000 til koncerten på Knivholt.

- Vores håb er jo stadigvæk, at vi kan melde alt udsolgt på lørdag, siger Thomas Hansen fra Sportens Venner, der står bag arrangementet.

Sidste år var der 5.500 gæster til koncerten, men en dårlig økonomi har fået folkene i styregruppen til at relancere koncerten.

- I respekt for resultatet sidste år har vi lavet et lidt pessimistisk budget, for vi vil helst gå med livrem og seler, forklarer Thomas Hansen.

Som man tidligere har kunnet læse her i NORDJYSKE så er koncerten ændret markant på den måde, at festen nu er rykket ind på Knivholts gårdsplads - og i udpræget grad udnytter bygningerne omkring den.

- Vi har gjort det, fordi vi synes, at vi kan levere et bedre produkt til vores gæster. Men det har selvfølgelig været en stor opgave at få formidlet, at vi nu har taget alle Knivholts arealer i brug, siger Thomas Hansen.

Havefest for 5.000

Da koncerterne på Knivholt var på deres højeste strømmede op mod 10.000 til koncertpladsen på Knivholt.

- Vi kommer aldrig op på 8-10.000 igen. Men vi vil også hellere holde en havefest for 5.000 mennesker, der har en god oplevelse.

- Og laver vi et godt arrangement på lørdag, så får vi forhåbentlig over 4.000 ambassadører, som vil tale godt om koncerten. Så nu handler det om at give folk en god oplevelse.

I den forbindelse glæder Thomas Hansen sig i øvrigt over, at vejrudsigten nu lover sol og tørvejr hele dagen.

- Vi ved jo, at der er rigtigt mange mennesker, der afventer vejrudsigten, inden de køber billet. Så det betyder meget for os, at vejret tegner godt.

Vejret har rent faktisk fået folkene bag Rock i Frederikshavn til i hast at bestille 250 ekstra sæt borde og stole.

Det ser positivt ud

Her få dage før koncerten ser økonomien positiv ud. Men selv om der kun er 1.000 billetter tilbage, så tør Thomas Hansen endnu ikke garantere, at der også i 2014 bliver Rock i Frederikshavn.

- Vi skal nok klare os. Der skal i hvert fald være et eller andet, der ændrer sig helt vildt, hvis det ikke kommer til at løbe rundt.

- Men jeg vil ikke sige, at det automatisk giver en koncert næste år. Hvis vi eksempelvis kun laver et overskud på 30.000 kroner, så står det slet ikke mål med de anstrengelser, der er lagt i koncerten. Og vi laver ikke det her for, at det bare skal løbe rundt. Det skal gerne give et overskud til foreningerne

Hvor stort overskuddet bliver afgøres ifølge Thomas Hansen af relativt små ting - eller rettere genstande.

- Der er ikke ret langt fra, at det lige løber rundt - og til at vi laver en rigtig god skilling. Hvis folk eksempelvis drikker bare én øl mere i snit, end det vi har budgetteret med, så betyder det 100.000 kroner på bundlinjen for os.

Men først og fremmest så glæder Thomas Hansen sig nu til koncerten.

- Jeg er ikke nervøs, men det er da en lidt sjov fornemmelse, når et halvt års markedsføring og et års planlægning er ved at være i mål, slutter han.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.