EMNER

4-3-5 er lig med hej

Ungernes morskab over morfar og farmors manglende evner til at sms'e bliver en gang "den, der ler sidst". For Ældre Sagen i Fjerritslev kom imellem

7
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Evald Godiksen lærte så meget, at han både kan sms'e og holde dampen oppe.

FJERRITSLEV:16-årige Mette er årsag til al postyret. Hun sendte en sms fra ungdomsskolen til mormor med hilsnen: Stort knus til dig og morfar fra Mette. Da slog ideen ned i mormor, Ingrid Christiansen, der er formand for Ældre Sagen i Fjerritslev: Vi laver et kursus i sms. Vel vidende, at hun heller ikke var alt for velbevandret i brugen af lynpostbudet. Derfor sidder 51 vældig voksne mennesker let foroverbøjede og lytter koncentreret til læreren i Aktivitetscentret i Fjerritslev, mens de danske håndboldjonglører lægger gaderne øde og sender tv-skærmene på overarbejde. Af og til sænker eleverne blikket til den telefon, de hver især sidder med i hånden. Men som alligevel langt fra er ens. Der rystes på hovederne, skæves til sidemanden. Har du heller ikke den tast på din? - Øvelse gør mester, lyder det fra læreren, Flemming Troelsen, endda på klingende tysk - uden at det afføder andet end stille mumlen om, at det er lettere at spille bridge. Men han scorede, da han i sin indledning talte om medbragte støttepædagoger, konen og datteren, Anny og Iben Troelsen, til brug for sig selv og andre. Og at folk da forhåbentlig ikke havde medbragt de mest tåbelige, avancerede mobiltelefonmærker. Tegning med taster Han bruger en Nokia som udgangspunkt og med tastaturet tegnet på et stykke papir. Alene det sender tvivlen af sted med raketfart: Hvad gør man, når man ikke har sådan en? Det løser sig, for vi hører, at rækkefølge på tal og bogstaver er ens på alle telefoner. Eller næsten alle. At der er plads til 160 tegn i en besked, at det er billigt og at alle børn over ti år kan gøre det hu-hej-vilde dyr med begge hænder og uden at kigge på tasterne. Vi skal lære at skrive hej. Det er, forklarer læreren og peger på tegningen med tal og bogstaver, to tryk på tast 4, to på 3 og et på 5. Eller vi kan trykke på tasten i det nederste venstre hjørne og aktivere den intelligente ordbog. Eller det højre hjørne på nogle telefoner. Så vil der stå hej, bare vi trykker fire, tre og fem. Sidemanden, Evald Godiksen, rører uroligt på sig. Han er her ligesom mange af de andre, fordi børnene griner af ham. Tanken er, at de skal tabe næse og mund, når det nu bliver ham, der sender sms'er til dem. Hvis altså han kan lære det. Teoretisk lyder det noget kavt. - Jeg kan lidt. Men børnene siger, at jeg skal huske mellemrum, griner han. Hej til dig og mig Pludselig kan han sende og modtage hej fra genboen ved bordet, Eva Jensen. Men ikke alle svarer så hurtigt, for tasterne er små og fingrene uvante til pillerierne, så fotografen kæphøjt udbryder: Det er fra 0-100 på tre dage. Hvorpå han hjælper en kvinde i gang og tilstår, at han måtte have hjælp af en skoleelev. Mens hej'erne flyver gennem luften og askebægrene fyldes, bliver kaffen kold, så Signe Røge, kursist og kaffebrygger er bekymret for, om hun måske har lavet for meget, for ingen synes at have tid til forplejningen. Men spændingen overstiger bekymringen. Får hun sit hej fra Else Katholm, der smugtrænede lidt hjemmefra? Det lykkes og Signe Røge stråler. Hun har ti børnebørn mellem otte og 18 år og dermed mange at sms'e med. Evald Godiksen har allerede udviklet talentet til at modtage vittigheder og så alligevel. Pointen om, hvorfor en mand vil rejse til Paris, forsvinder i den blå luft, men genfindes. Han kommer i tanker om kaffen, tænder piben, piller lidt mere ved den nu mindre farlige telefon og ser tilfreds ud i sin røgsky. Udlært? - Det er nok grove. Men børnene behøver ikke at grine mere, svarer han.