4-3 og flot høge-fight

Frederikshavn White Hawks fik sæsonens første hjemmesejr med en 4-3 gevinst over Esbjerg

Frederikshavn White Hawks har kun spillet lige kampe i starten af sæsonen. En 5-3 sejr ude over Odense Bulldogs blev fulgt op af to opgør, hvor det var nødvendigt med forlængelse. Først en 4-3 gevinst i Hvidovre, siden en 3-4 bét i den første hjemmekamp mod Rødovre. Opgøret mod Esbjerg var således den første chance for at genskabe, hvad Scanell Hockey Arena var i fjor: Et næsten uindtageligt fort. Om det lykkes, er endnu for tidtigt at sige. Men høgene fik i hvert fald sæsonens første hjemmesejr med en 4-3 gevinst over Esbjerg. Høgene var ovenpå i 1. periode, mens de to næste var helt lige. Det var hjemmeholdets Martin Højbjerg der blev den helt store helt med sin scoring til 4-3 seks minutter inde i tredje periode. De sidste godt 10 minutter lykkedes det flot høgene at lukke kampen ned og sikre sig sæsonens første sejr på hjemmebanen. De seje hockey-drenge fra White Hawks skal allerede i kamp igen lørdag. Herning Blue Fox venter på udebane.

Forsiden