4,9 mia. kr. i kassen?
4,9 milliarder kroner lige ned i kassen - det er godt nok mange penge.
Tænk engang, at bare fordi jeg fylder år 29. februar - en ganske almindelig onsdag - så er lige netop den dag, skudårets ekstra dag, en god forretning for Danmark. Nå ja, nu er der selvfølgelig andre end mig. der fylder år på netop den dag, så I leverer jo også Jeres del af kronerne. Hermed et tillykke til Jer, og tak for hjælpen. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at når nu Danske Erhverv har gjort sig den umage at udarbejde denne beregning, ja, så svarer 7 timer og 24 minutter, som er den normale arbejdsdags længde 29. februar 2012, lige nøjagtig til 37 dage á 12 minutter. Det bliver da til en slat, hvis vi hver 37. arbejdsdag kan putte 4,9 milliarder kroner lige ned i kassen. Af Danske Erhverv fremgår, at den her ene dag om året til at producere og forbruge på, hæver det samlede bruttonationalprodukt med 4,9 milliarder kroner., og det er godt nok mange penge i de her overenskomst tider. Nå, nu vil jeg tage til København og være med til at forhandle et par af de rigtig tunge transportoverenskomster - der hvor der normalt falder et nej - på plads. Og hvis så redaktøren på denne glimrende avis lige ville bruge et par minutter på at regne ud, hvor mange der fylder år på den ekstra dag - 29. februar 2012 - og lige vil oplyse, hvad det bliver til i gennemsnit for fødselarerne, så vil jeg tage over og forsøge at overbevise - bl. a Danske Erhverv - om, hvor jeg mener min del af "kagen" skal anvendes.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.