Mou

4-årig dreng tvangsfjernes

Lillebroderen til den mishandlede 13-årige pige bliver nu tvangsfjernet fra hjemmet i Mou.

Formanden for Børne- og ungeudvalget i Aalborg Kommune, Lars Bang Jensen (S), har fredag eftermiddag besluttet sig for at fjerne den 4-årige dreng fra sit hjem i Mou. Det sker dagen efter, at hans mor og far blev dømt for årelang mishandling af drengens 13-årige storesøster. En mishandling, som retten takserede til fem måneders fængsel. Tvangsfjernelsen sker efter en dag, hvor socialforvaltningen ellers tidligere på dagen bad Lars Bang Jensen om at fjerne drengen, men blev afvist. Nu er tvangsfjernelsen dog godkendt og det glæder socialrådmand Mai-Britt Iversen (S). - Der er kommet nye oplysninger i sagen, men jeg kan ikke sige hvilke. Men jeg er selvfølgelig glad for og tryg ved, at drengen ikke er derhjemme mere, siger Mai-Britt Iversen. Lars Bang Jensens beslutning om at fjerne drengen skal i øvrigt lægges frem for børne- og ungeudvalget inden syv dage.