EMNER

4-H kæmper for fællesskabet

Landbrugets børne- og ungdomsbevægelse tror på eksemplets magt for at skabe en bedre verden

NIBE:Det er næppe nogen nyhed, at der bliver stadig færre landmænd på langt færre og større bedrifter, og at der er langt fra Morten Korchske romaner til virkeligheden 2003 derude på landet, men et eller andet sted i himmerlændinges og andre udmærkede danskeres sjæle er der fortsat en udbredt opfattelse af, at Verden er gået en smule af lave siden "dengang". Også hos landbrugets børne- og ungdomsorganisation 4-H, "hånd, hoved, hjerte og helbred", der i dag afslutter sin ugelange internationale Nordiske Lejr på Lundbæk Landbrugsskole ved Nibe med flere end 1000 deltagere mellem 14 og 25 år fra seks lande. Torsdagen bød på alskens aktiviteter på landbrugsskolens gemakker, og de fortsætter i dag, hvor 4-H inviterer til åbent hus. - Vi lever i en individualistisk tid, hvor der ikke er plads til alle. Hvor det handler om at være sig selv nærmest. - Vi er i fare for at blive hægtet af landbruget, som vi får støtte fra, Vi er trængte, og det ved vi godt. Men omvendt har vi alt andet lige en dyb kærlighed til erhvervet - og til de værdier, vi sætter pris på. Hos os er det vigtigste ikke at vinde, men at deltage. Spørg bare Grundtvig, siger formand 4-H Danmark, Rie Thomsen. Hun ved godt, at industrien overhalede landbruget som Danmarks vigtigste eksporterhverv først i 50erne i det forgangne århundrede, men for Mie Thomsen og co. er den konstatering ikke afgørende. Et eller andet er gået tabt, eller er under hårdt pres for udryddelse: hjertet eksempelvis, og det skal der kæmpes for, men 4-H'erne vil gerne have frabedt sig betegnelsen "romantikere". - Vi mener det faktisk alvorligt, når vi sender daglejere ud til 200 kroner for fire styk en hel dag. De skal på egen krop mærke de negative sider i samfundet dengang, og så går pengene jo til et landsbyprojekt i Thailand. Men omvendt er noget af det sociale samvær mellem mennesker gået tabt, eller ved at forsvinde. Mængden af materielle goder afgør ofte, om vi opfatter os som lykkelige, eller ulykkelige, og det er skidt. Eksemplernes magt fejlede ikke noget under gårsdagens store, interne fest på Lundbæk Landbrugsskole. 800 nordmænd, danskere, deltagere fra Finland, Letland og en enkelt modig udsending fra Grønland gjorde deres til at løfte Nordisk Lejr oven visse vande i den måske mest lykkelige og velplanlagte internationale lejr nogensinde i 4-H regi. Næste stop Sverige i 2005.