EMNER

4. klasser på rundtur i foreningslivet i Frederikshavn Kommune

En af foreningerne, der var med i Foreningernes Dag, var bokseklubben Pugilist, der lagde lokaler til 43 børns prøvetur i boksningens verden. Foto: Peter Broen

En af foreningerne, der var med i Foreningernes Dag, var bokseklubben Pugilist, der lagde lokaler til 43 børns prøvetur i boksningens verden. Foto: Peter Broen

FREDERIKSHAVN:457 børn, 20 foreninger og 10 busser. Børnene skal om morgenen fragtes fra parkeringspladsen ved stadion rundt til de forskellige foreninger for at prøve de forskellige tilbud, tilbage til stadion ved middagstid og derfra videre ud til nye tilbud. Og tilbage igen. Så SSP-medarbejder Christian Mikkelsen, der koordinerede børn, foreninger og busser i anledning af Foreningernes Dag, havde travlt i går. Men alle børn kom rundt til de fritidstilbud, de ville prøve - tilbage kom de også. Så det gik, trods sved på panden. Børnene kom fra alle kommunens 4. klasser, der her i begyndelsen af skoleåret får tilbuddet om at prøve to forskellige fritidsaktiviteter. - Når de går ud af 3. klasse, kan de ikke længere gå i skolefritidsordning, og derfor vil vi gerne introducere dem til foreningslivet og de tilbud, som foreningerne har til børnene, siger Christian Mikkelsen. Håbet med det hele er selvfølgelig, at børnene vælger sig ind til nogle gode fritidsinteresser, der kan give dem gode oplevelser og gode venner - men om en dag som Foreningernes Dag rent faktisk giver de deltagende foreninger flere medlemmer, ved ingen. - Vi har ikke nogen statistik over det - jeg kan ikke komme med nogle tal, der siger at så og så mange har meldt sig ind. Men ved at sidde og kigge kataloget med de deltagende foreninger igennem, så får børnene øjnene op for, hvilke tilbud foreningerne har, siger Christian Mikkelsen.