4 km røde løbere

Aalborg får farver på fra tirsdag morgen.

Inger Hørmann
Ulla Essendrop sammen med tre modeller fra Highline Fashion. Foto: Grete Dahl
Aalborg 1. september 2008 21:29

Aalborg klæder sig fra tirsdag kl. 7 i rødt med 4 km løbere, som lægges ud i byens gågader. Det er optakten til eventen Aalborg i Rødt, som er tænkt som et årligt tilbagevendende arrangement med et nyt tema hvert år. Denne gang er det sund livsstil, det gælder. Det var Ulla Essendrop, studievært på TV2 Sporten, der rullede de første meter ud på fortovet ved Gammeltorv mandag eftermiddag, mens tre modeller fra Highline Fashion delte frugt ud til forbipasserende. De færreste syntes at tage notits af begivenheden. Men en vindrue kunne man vel altid nuppe i forbifarten. Ulla Essendrop leder sammen med modeeksperten Jim Lyngvild slagets gang, når modellerne sendes ud på landets længste catwalk i Jomfru Ane Gade ved det årlige modeshow i Gaden. Der bliver i øvrigt modepræsentationer fem forskellige steder i gågaderne hver halve time om eftermiddagen i de kommende dage. Direktør Flemming Thingbak roser butikkerne i centrum for at have taget godt imod ideen. Allerede mandag var der røde løbere lagt ud på gangarealerne i Salling, ligesom plakater med Aalborg i Rødt kunne ses i flere af butiksvinduerne. 10.000 goodiebags med et lille stykke chokolade, en flaske vand og en hudplejeprøve er pakket af unge Freja-spillere og ligger klar til at blive delt ud. Tirsdagen begynder med vågn op gymnastik på Gammeltorv, hvor der også er gratis kaffe og rundstykker – næppe med tandsmør.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...