40.000 kunder har indtil nu forladt Danske Bank i 2013

Små kunder siver fortsat fra Danske Bank. Samtidig stiger indtægter fra gebyrer.

40.000 kunder har indtil nu forladt Danske Bank i 2013

Danske Banks nye kundeprogram, som af kritikere er blevet kaldt en strategi for at rydde ud i de små kunder, der er dyre i drift for banken, ser ud til fortsat at få kunderne til at sive.

I de første seks måneder af 2013 har omkring 40.000 kunder forladt Danske Bank Danmark, oplyser banken i regnskabet for første halvår 2013.

- Kunder med et meget lille forretningsomfang har vist en tendens til at samle forretningerne hos deres hovedbank, og det er måske grunden til, at de vælger at forlade Danske Bank.

- Denne kundeafgang er som forventet, når vi indfører en helt ny måde at drive bank på, bemærker banken i regnskabet.

Argumentet for at indføre det nye kundeprogram, som betyder, at mindre kunder skal betale for almindelige konti, var fra bankens side tilbage i januar blandt andet, at man tabte penge på de små kunder.

Samtidig med, at en del af bankens kunder er forsvundet, er der dog også gang i tilmeldingerne til det nye kundeprogram.

I 2. kvartal 2013 tilmeldte 306.000 kunder sig kundeprogrammet Personal Banking, som dermed nåede op på 773.665 tilmeldte kunder.

I alt har Danske Bank 2,1 millioner kunder i Danmark. Kunder, der ikke selv tilmelder sig det nye kundeprogram inden 1. september, vil automatisk blive pålagt nye gebyrer, oplyser banken.

Allerede nu tjener Danske Bank mere på gebyrer fra kundepakker, bemærker banken i regnskabet.

Nettogebyrindtægterne steg fra omkring 4,06 milliarder kroner i første halvår 2012 til 4,447 milliarder kroner i første halvår 2013.

Danske Banks nye kundeprogram blev præsenteret i januar og betyder, at almindelige kunder i Danske Bank uden store lån, forsikringer eller pensionsopsparing fra september skal betale et abonnement for at være kunde i banken.

Det bliver dyrere for småkunderne, mens det bliver billigere eller helt gratis for storkunderne. Samtidig følger en række fordele med for kunderne.

Modellen består af seks kundegrupper og to abonnementsmodeller, der koster fra 0 til 120 kroner i kvartalet.

I et eksempel udregnet af Danske Bank bliver det cirka 300 kroner dyrere om året for en enlig lønmodtagerkunde uden lån eller opsparing.

En stribe banker herhjemme har valgt at følge Danske Banks eksempel og har også indført gebyrer på simple konti.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.