Nørre Uttrup

40 år gammel kirke smuldrer

Nr. Uttrup Kirke gennemrenoveres for anden gang i sit korte liv

Nørre Uttrup Kirkes indgang er overdækket for at sikre mod nedfaldne skaller af mursten. Foto: Laura Thomsen
Nørre Uttrup Kirkes indgang er overdækket for at sikre mod nedfaldne skaller af mursten. Foto: Laura Thomsen Laura Guldhammer

Opdateret 16. maj 2022 kl. 15:42

NØRRE UTTRUP: Nr. Uttrup Kirke og kirkens tårn smuldrer, og der er problemer med løse mursten på kirkegavlen.

Derfor er indgangen midlertidig overdækket og rundt om kirkens gavle er opsat et hegn, så ingen af de forbipasserende, kirkegængerne eller de ansatte får løse genstande ned over sig.

Der er ingen alvorlig fare for sammenstyrtninger eller noget, der braser ned, men der er skaller fra løse mursten, der falder af, så der potentiel er risiko for at få skallerne ned over sig.

Derfor er indgangen nu sikret.

- Det er cirka en måned siden, vi fik sikret indgangen, fortæller formand for menighedsrådet Anni M. Andersen.

På gavlen kan man tydeligt se, at mursten sidder løse. Foto: Laura Thomsen Laura Guldhammer

Mursten har revet sig løs

Det er ganske tydeligt at se, at mursten har revet sig løs i murværket, og selv om man ikke umiddelbart kan se det udvendigt på selve kirketårnet, er det her problemerne er størst.

- Det største problem er, at tårnet er muret op uden hulrum eller isolering. Det betyder, at der kommer fugt, som kan vandre igennem i tårnet og stenene skaller derfor af, fortæller Anni M. Andersen.

At Nørre Uttrup Kirke smuldrer, er ikke nyt. Den var faktisk kun nogle år gammel, da man fik problemer med kirken, og 12 år efter byggeriet stod færdigt, kunne man i Aalborg Stiftstidende læse, at taget var utæt, fugerne smuldrede og muren slog revner.

Fugerne i murværket skulle derfor skiftes ud, taget blev renoveret og kirkens varmesystem, et teglstensgulv og vinduesrammerne var heller ikke andet end til at skifte ud. Præsteboligen blev også genstand for renoveringer endda af to omgange på grund af store problemer med fugt.

Det er ikke nyt, at der er problemer med bygningsværket. Foto: Laura Thomsen Laura Guldhammer

Tårnet er færdigt

Det er stort set ikke blevet bedre med kirken. Tværtimod, lyder konklusionen efter et rådgivende arkitektfirma har kigget murværket igennem.

- Arkitektens umiddelbare konklusion var, at tårnet skal rives ned, fortæller Anni M. Andersen, der er rystet over meldingen.

- Vi har tidligere fået tårnet overfladebehandlet for cirka en millioner kroner, siger hun.

Det er den første undersøgelse af de nye problemer med murværket, som menighedsrådet har fået foretaget.

- Vi har ønsker om at få en nærmere undersøgelse og en vurdering fra Teknologisk Institut, inden vi går videre med sagen, siger Anni. M. Andersen.

- Jeg har siddet i menighedsrådet siden 1995, og der har vi lige siden diskuteret problemerne med Nørre Uttrup Kirke. Jeg tænker stadigvæk på, at når man sammenligner med Hvorup Kirke, der trods alt har stået i så mange hundrede år, så er det fantastisk, at den gamle kirke ikke fejler noget. Den står trods alt på en bakketop. Det er rystende, at det skal være sådan med en ny kirke, siger Anni M. Andersen.

Menighedsrådet mener, at årsagen skal findes hos det daværende arkitektfirma Johs. Exner, Århus, der lod kirken bygge på en måde, der ikke kunne stå mål med vind og vejr.

17. april har kirken 40 års jubilæum med festgudstjeneste.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden