40 år i børnenes tjeneste

Ellen Christensen har arbejdet med handicappede altid, og børnene greb hende om hjertet lige fra starten.

Bine Martine Gori
Ellen Elise Christensen har været i børnenes tjeneste i 40 år. Først som ansat ved staten, derefter amtet og nu kommunen. Men hele tiden har fokus været skarpt på de børn, der har brug for ekstra hjælp i hverdagen som bl.a. Sofie på fem år. Foto: Michael Koch
Handicappede 1. oktober 2008 06:00

Den elektroniske dør åbner automatisk med en dæmpet summen ind til en orkan af støj. Kaos hersker i Anlægsvejens Børnehave i Aabybro. Børnene skal ud at lege. Det går ikke stille for sig. En enkelt græder, mens andre spæner rundt med overtøjet flagrende i de buttede hænder. Til højre for indgangen står en skydedør på klem. Her er kun ni garderoberum. Ved hver plads hænger fotos af de børn, som hører til her på stuen. Børnene har handicaps, der betyder, at de har brug for ekstra hjælp. Ellen Elise Christensen er blandt de pædagoger, der er med til at give de handicappede børn den ekstra støtte, de har brug for i hverdagen. Den opgave har hun haft længe. I dag, onsdag, har hun 40 års jubilæum. - Jeg har været her siden 1995, forklarer Ellen Elise Christensen med et smil. Inden da har hun både været i statens og amtets tjeneste. I dag er hun kommunalt ansat. Men under hver enkelt flytning har hun fået ancienniteten med. Der er en næsten larmende stilhed på stuen. Men det er der også en god grund til. Én af børnene har kastet med træklodser, og det må man ikke. Et par store ord har fået de livsglade børn til at dæmpe sig lidt, forklarer Ellen Elise Christensen. Tingene foregår anderledes end dengang, hun første gang stiftede bekendtskab med handicappede. - Jeg er uddannet i 1968, forklarer Ellen Elise Christensen. I dag ved man meget mere, end man gjorde for 40 år siden, forklarer hun med et skævt smil. Faktisk var mange ting helt anderledes. I 1968 var det heller ikke normalt, at en kvinde på 18 år fik sig en uddannelse, og det lå heller ikke lige i kortene for Ellen Elise Christensen, der er opvokset i Tårs ved Hjørring. - Men min søster skubbede på og støttede mig, fortæller Ellen Elise Christensen, der med pres fra hjemmefronten startede sit virke 1. oktober 1968 på Hammer Bakker i Vodskov, der stadig eksisterer i en mindre udgave. - Dengang fik man ansættelse med det samme, fortæller Ellen Elise Christensen. - Det var der, jeg fandt ud af, at de var børnene, jeg gerne ville arbejde med, fortæller Ellen Elise Christensen. Ellers er tiden på Hammer Bakker ikke noget, Ellen Elise Christensen vil tale om. Ikke fordi, hun ikke havde det godt der - men håndteringen af både handicappede voksne og børn var meget forskellig fra i dag. Der mange sår, der ikke skal rippes op i hos de mennesker, der husker den tid. - Men vi sørgede altid for at have etikken med os, understreger Ellen Elise Christensen, der mener, at hun og hendes kolleger gjorde det bedste, de kunne og vidste dengang - og det gør de sådan set også i dag. - Ja, det kan være, at folk om 40 år vil se tilbage på det, vi laver, og sige - puha, tænk sig engang, at de gjorde sådan i 2008, ler kollegaen Jette Hansen, der har været på Anlægsvejens Børnehave lige så længe som Ellen Elise Christensen. Kvinderne er samlet til en kort pause over en kop kaffe i personalerummet. Hele tiden er nogen på vej ud, mens andre er på vej ind. Ens for dem alle er, at de har en holdning til deres arbejde. Og til Ellen Elise Christensen. For ud over at have en afgørende rolle i børnenes opvækst, så har hun også en stor rolle i hverdagen blandt personalet. - Jeg er tillidsmand - det må du godt skrive, forklarer Ellen Elise Christensen. - Ja, og en rigtig god én, understreger en af kollegerne. Lige pludselig regner det med rosende kommentarer, og Ellen Elise Christensen får tårer i øjnene og må tage en papirserviet for at duppe lidt under brillerne. Så er pausen ovre. Kollegerne skal videre. Ellen Elise Christensen skal hjem. Arbejdsdagen er ovre. Den store dag med jubilæum, reception og festivitas venter næste morgen. Det er ikke noget Ellen Elise Christensen glæder sig til - hun er genert og mener bestemt ikke, at hun kan holde tårerne tilbage, når tiden oprinder. Faktisk ville hun helst, hvis der ikke blev gjort det store væsen ud af dagen. Men alle kollegerne mener, at jubilæet skal markeres. I et af rummene er enkelte børn og pædagoger i gang med at planlægge festen for hende. - Det ville være rart, hvis man kunne være anonym. Men det kan man ikke, siger Ellen Elise Christensen med et skuldertræk på vej ud til bilen. En far hilser pænt på Ellen Elise Christensen, der hilser igen. Alle ved, hvem hun er, og at hun arbejder her. Men arbejdet med børnene på Anlægsvejens Børnehave er langt fra det eneste, der har fyldt i Ellen Elise Christensen. Derhjemme venter ægtemanden gennem 37 år, som er far til hendes tre voksne drenge. Underligt nok har hun næsten tilbragt lige så meget tid med kollegerne som med sin egen familie, konstaterer Ellen Elise Christensen. Men det har alligevel aldrig været svært for hende at skelne mellem arbejde og familieliv. - Det skal man kunne. Ellers går det galt, påpeger Ellen Elise Christensen, der alligevel modsiger sig selv en lille smule. - Det er da underligt, når vi skal suige farvel til børnene, når de skal i skole, forklarer Ellen Elise Christensen. Men der har altid været kærlighed til de tre drenge derhjemme, når hun efter en dags arbejde med andre menneskers børn kom hjem til familien. - Det er ikke det samme. På arbejde har man et pædagogisk udgangspunkt, og det har man nok ikke derhjemme, der er det nok mere følelserne, der råder, mener Ellen Elise Christensen, inden hun sætter sig ind i bilen for at køre hjem til Nørhalne i ro og mag for at lade op til dagen, hvor hun er midtpunkt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...