40 år med kulør på tilværelsen

Hirtshals 29. september 2002 08:00

HJØRRING: Når man i 40 år har arbejdet med farver, må det give kulør på tilværelsen. Ole Nielsen nikker og samtykker. Det har været et godt liv bag disken, men nu stopper han. Fredag holdt Ole Nielsens chef, Lars Christensen, AC Farver i Østergade i Hjørring, afskedskomsammen for Ole Nielsen, hvor mange af hans kunder igennem årene mødte op og fik sig et glas eller to. På tirsdag er det 40 år siden Ole Nielsen trådte ind ad døren til det, der dengang hed Anthon Christensens Farvehandel. Dengang var Lars Christensen kun 13 år, mens det var hans far, Carl Christensen, der bestyrede forretningen. Bag disken stod også stifteren, Anthon Christensen, så Ole Nielsen har arbejdet under tre generationer. Men nu slutter festen. Ole Nielsen er blevet 63 år, og han mener, tiden er inde til at slappe af. Han har det sidste års tid også haft problemer med sin venstre arm efter et uheld i hjemmet. Det har han døjet meget med, så nu glæder han sig til at tage den med ro. I de sidste mange år har Ole Nielsen stået for AC Farvers afdeling for gulvtæpper, tapet og persienner, men i forbindelse med Ole Nielsens uheld blev denne afdeling sidste år lavet om til en afdeling for kunstartikler og galleriudstilling, hvor forskellige lokale kunstnere kan få lov til at boltre sig. Om de mange år med farver siger Ole Nielsen: - Dengang havde man stort set kun en olie- og en lakmaling. Udvalget var ikke ret stort sammenlignet med i dag, men kort efter dukkede dog vægmalingen frem på en plasticbasis. Nu går man meget op i blandingen olie og vand, og den er efter min mening fortræffelig både til indendørs og udendørs. Den er behagelig og nemmere at smøre på, og så er kvaliteten fremragende, siger Ole Nielsen, der igennem årene har skullet fremhæve de mange forskellige navne, der dukkede frem. Nu er det Lady, der er sagen, indtil noget nyt og andet dukker frem i denne branche, der som alle andre har undergået en stor forandring. Også selve forretningen, der kan dateres tilbage til 1920. Dengang var den lillebitte, men med årene er den vokset sig større, og den helt store udvidelse kom til i 1986, hvor gulvafdelingen blev indviet. Det var efter at firmaet havde købt træskofabrikken ved siden af, og det var her, at Ole Nielsen blev afdelingsleder for de tungere varer. Foruden at blive udlært farvehandler fik han også titel af materalist. Det var hos Hans O. Andersen i Hirtshals, at den unge Ole Nielsen ved siden af farverne også blandede forskellige kemikalier, lavede sprøjtegifte eller blandede sportscreme. Det var før helsekostens tid. - Familien Christensen har altid været behagelig at arbejde for, siger Ole Nielsen. Der var en god atmosfære, og de havde en stor berøringsflade. Folk troede på os, og det er en god ting. AC har altid stået for noget godt og regulært, siger Ole Nielsen, der i fredags fik en fornøjelig dag med de mange kunder, som han i årenes løb har serviceret.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...