EMNER

40 år på kirkegårdene

Kirkegårdsgartner Hans Peter Trabjerg Pedersen, Nors, får på tirsdag overrakt Dronningens Fortjenstmedalje i sølv for 40 års trofast tjeneste

På tirsdag 16. november er der gået 40 år, siden Hans Peter Trabjerg Pedersen, Nors, blev ansat ved Thisteds kirkegårde som gartner. I forbindelse med den frokostreception, der på dagen afvikles over middag i kirkecentret, får jubilaren overrakt Dronningens Fortjenstmedalje i sølv. Senere skal Hans Peter Trabjerg Pedersen derfor til København for at takke Dronningen, og det bliver så først anden gang i sit liv, at den i bybilledet velkendte kirkegårdsgartner besøger hovedstaden: - Engang, da jeg var 16 år, det må så være i 1966, tog jeg en dag med en lastbilchauffør til København, siger han, der ikke er så meget for at rejse. Han er født og opvokset i Nors, hvor han stadig bor. Det var også i Nors, at han blev udlært gartner hos blomstergartner Aksel Hedegaard. Derefter var han værnepligtig CF'er i Padborg i 31 dage - og senere indkaldt i 100 timer et par år senere: - Padborg var et dyrt sted, husker han, for næsten hver aften gik vi over grænsen til en kro, der også havde en butik. Hjemkommet fra tjenesten blev han anbefalet til arbejdet på kirkegårdene i Thisted af Johannes Andersen, dengang formand for Gartnernes Fagforening i Thisted, som selv arbejdede på kirkegårdene: - Det var byens bedste løn dengang - 14,47 kr. i timen, husker Hans Peter Trabjerg Pedersen.