Museer

40 år på museum

Vagn Andreasen har været leder af Mariager Museum i 40 år, og om han vil det eller ej, skal det fejres.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Vagn Andreasen har egentlig også 50 års jubilæum, da han først blev leder ti år efter, at han begyndte som frivillig på Mariager Museum.Foto: Lars Pauli

Hvis det stod til Vagn Andreasen selv, skulle hans 40 års jubilæum som frivillig leder af Mariager Museum egentlig helst gå uhørt hen. Men det er resten af bestyrelsen af museet ikke enig med ham i, så for første gang i 40 år har de valgt at gå bag om den snart 80-årige leders ryg og invitere til reception på mandag 8. marts. - Det er ikke noget at gøre noget særligt ud af. Men når det nu skal være, så er det da også okay, siger Vagn Andreasen, som altså har tænkt sig at troppe op til arrangementet og lade sig fejre, selvom han ikke er meget for det. Vagn Andreasen er en beskeden mand. Han er ikke meget for at tage æren for de mange udvidelser af Mariager Museum, og han havde ikke regnet med at modtage den første kulturpris, som den gamle Mariager Kommunes delte ud i 1994. - Jeg synes jo bare, at historie er det vigtigste af alt, og at en by skal have et museum. Man skal kende ens rødder og vide noget om ens fortid, så man kan lære af den, siger han. Derfor kan han slet ikke lade være med at engagere sig på museet. Hvis man presser lidt på, så ved Vagn Andreasen godt, at han har gjort en verden til forskel, og at han har noget at være stolt af. - Jeg kan godt lige at være med til at få tingene til at ske. Havde jeg ikke hjulpet, havde der nok ikke været så meget aktivitet med bryllupper og bankospil i Den Gamle Biograf, som jo nærmest fungerer som byens forsamlingshus i dag, siger Vagn Andreasen.