EMNER

40 år

Tune Kristensen, journalist, Bakkedraget 6, Vester Hassing, fylder onsdag 40 år.

Tune Kristensen

Tune Kristensen

Tune Kristensen er født i Frederikshavn og opvokset i Skovsgård ved Brovst. Efter at have afsluttet uddannelsen som journalist på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus i 2000 arbejdede han med virksomhedskommunikation hos Ericsson i København, hos Apotekerforeningen i København og hos Bang & Olufsen i Struer. I 2006 kom Tune Kristensen til NORDJYSKE Stiftstidende, i første omgang på gratisavisen 10minutter. I efteråret 2010 blev han indholdsredaktør på det nystartede iPad-magasin NORDJYSKE inside. I dag arbejder Tune som redaktionssekretær på avisens kultur- og weekendtillæg, hvor hans store kreativitet og ihærdighed nyder fuld anerkendelse. Tune Kristensen har stor indflydelse på udformningen af den avis, du sidder med i hånden. Han har et grafisk talent ud over det almindelige og har deltaget i alle de designprojekter, der har været gennemført på NORDJYSKE Stiftstidende de senere år, hvor avisen har fået nyt udseende. Det talent er kombineret med stor teknisk forståelse, så han har kunnet omsætte de mange ideer til praksis. Alt grafisk arbejde er digitalt, også når det ender med at blive en trykt avis. Han har været en central person i de teams, der har tænkt og udført den del af NORDJYSKEs udvikling. Han har også været frontløber i udviklingen af medier til tablet-pc'er. Han var redaktionel leder af den projektgruppe, der udviklede det første rigtige magasin til iPad i Danmark. Projektet har høstet stor anerkendelse ud over landets grænser. Tune Kristensen bor sammen med Ulla, og de har sønnen Daniel på syv år.