40 år

¤ Jeppe Facius, prisbelønnet journalist, Viborggade 18, København, fylder i dag 40 år. Han blev uddannet som journalist i 1999 og blev samme år ansat på Ekstra Bladet, hvor han også havde været i praktik. Jeppe Facius havde en række gyldne år på Ekstra Bladet, hvor han i 1999 fik Kristian Dahls Mindelegat sammen med fem andre medlemmer af bladets kunstpatrulje, der under temaet "Statens klike for kunst" havde skrevet kritiske historier om kammerateri og klikedannelse i kunstverdenen. I 2004 fik han sammen med en kollega fra Ekstra Bladet og to journalister fra Bastard Film Cavling-prisen for dækningen af Dan Lynge-sagen, der endte med at blive kulegravet af en undersøgelseskommission efter artiklerne, der blev bragt i Ekstra Bladet, og tv-indslagene, der blev vist på TV 2. Jeppe Facius blev i 2005 ansat på Bastard Film, hvor han blandt andet stod bag dokumentaren "Muhammed-krisen under huden", der var et dobbeltportræt af Naser Khader og Ahmed Akkari vist på Danmarks Radio. I 2006 skiftede Facius til det nye ugemagasin Fokus, men siden 2007 har han arbejdet freelance for Jyllands-Posten, B.T. og Berlingske Tidende. Sidste år skrev han sammen med en kollega bogen "Blekingegadebetjenten", hvor tidligere kriminalinspektør Jørn Moos fortæller om sit arbejde med at lede efterforskningen af Blekingegadebanden./ritzau/