40-årig kendt skyldig i voldtægt for fjerde gang

Anklager kræver forvaring til 40-årig, som er kendt skyldig i grov voldtægt på universitet i sommer.

En 40-årig mand er skyldig i en grov voldtægt af en 19-årig kvinde i august sidste år.


Det har Retten på Frederiksberg afgjort torsdag, skriver Ekstra Bladet.

Ifølge avisen er det fjerde gang, at manden bliver kendt skyldig i et forhold om voldtægt.

I torsdagens kendelse lagde retten vægt på, at den tiltalte tidligere er dømt for lignende voldtægter. Den første dom modtog han ifølge avisen som 18-årig i Sverige.

Den voldtægt, som han nu er kendt skyldig i, fandt sted tidligt om morgenen den 20. august på Aalborg Universitets afdeling i København. Ifølge Ekstra Bladet var kvinden en prostitueret, som manden havde bestilt.

Ifølge anklageskriftet tvang den tiltalte den unge kvinde til sex, da han slog hende i ansigtet, holdt hende hårdt om halsen, rev hårtotter af hende, og truede hende med en kniv.

Ved den voldsomme voldtægt, der ifølge anklagen foregik mellem klokken 04.54 til 05.18 om morgenen, tvang han hende til oralsex og sex uden kondom.

Det lykkedes efterfølgende kvinden at flygte fra stedet, da hun fik fat i kniven. Den 40-årige løb dog efter hende og forsøgte at fravriste hende kniven, mens han rev hende rundt i kroppen og håret.

Anklageren i sagen, Sidsel Klixbüll, vil kræve den 40-årige idømt forvaring - indespærring på ubestemt tid. Retten ventes ifølge Ekstra Bladet at tage stilling til straffen torsdag eftermiddag.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.