København

40-årig mand forgreb sig på Oppfeldt-offer

KØBENHAVN:En 40-årig københavnsk mand blev fredag fængslet i 13 dage under et lukket grundlovsforhør i Københavns Dommervagt. Manden sigtes for at have misbrugt en mindreårig dreng. I forvejen sidder folketingsmedlemmet Flemming Oppfeldt fængslet for at have forgrebet sig på samme dreng. Den 40-årige nægter sig skyldig i sigtelsen. Ifølge politiet har han haft anden seksuel omgang end samleje med drengen, som han i juli aftalte at mødes med på Amager. De kørte til Ugandaskoven, et grønt område på Amager, hvor misbruget fandt sted. Bagefter betalte den sigtede 500 kroner til drengen. Manden sigtes også for i flere tilfælde at have forsøgt atter at få et møde med drengen ved at ringe eller skrive til ham for at gentage forløbet af deres møde. Endelig har han ved flere lejligheder forsøgt at komme i kontakt med ukendte drenge på internettet for at formå dem til at mødes, så han kunne forgribe sig på dem, idet han lokkede dem med betaling. /ritzau/