40 års erfaring under samme tag

HØRBY:Vi er klar. Sådan lyder meldingen fra de to indehavere af det nystartede tømrerfirma SÆBYg A/S, som har adresse på Hybenvej 3A i Hørby. De to ejere Claus Jensen og Torben Ege Jensen, der begge er uddannede tømrere og tilsammen har mere end 40 års erfaring indenfor byggeri, tilbyder alt indenfor snedker- og tømrerarbejde samt totalbyg. På grund af den lave rente er der i dag rigtig mange mennesker, der går med boligdrømme eller ønsker at få ændret den eksisterende boligform. -Og det er lige præcis de mennesker, vi gerne vil hjælpe med at få deres drømme virkeliggjort, lyder det fra de to tømrermestre, der er klar til at tage udfordringen op med folks byggedrømme. Erfaringen viser at folks ønsker spænder vidt. Nogle ønsker bare at få lidt mere lys ind i baggangen med et ekstra vindue , mens andre gerne vil have lavet huset mere utraditionelt eller tidssvarende. Mode er ikke bare noget der findes i tøjbranchen. I byggeriet er der også helt klare modetendenser. I øjeblikket er det typisk vinduer og taget på parcelhuset, der er i focus. SÆBYgs indehavere Claus Jensen og Torben Ege Jensen siger samstemmende, at den faglige rådgivning i forbindelse med boligændringer og byggeri i det hele taget er utrolig vigtig. Mange af tidens løsninger skal ikke bare være smarte, men også være tidløse og passe ind i husets stil. Der er allerede nu stor travlhed i det nystartede firma, og derfor holder Claus og Torben Jensen først åbningsreception en gang i november måned, hvor værkstedslokalerne i Hørby vises frem. ÅB