Hjørring

40 års tro tjeneste

HJØRRING:Sygehjælper Ingrid Christensen har været ansat på plejehjemmet i Fynsgade i 40 år, og i går fik hun overrakt Dronningens Fortjenstmedalje i sølv for lang og tro tjeneste. Hjørring Kommune har indstillet Ingrid Christensen, der kaldes ”Tut” af sine kolleger, til hæderen. Fra Ordenskapitlet på Amalienborg kom meldingen tilbage, at Hendes Majestæt Dronningen gav borgmester Bent Brown bemyndigelse til at overrække medaljen. For Ingrid Christensen er det helt selvfølgeligt, at hun har arbejdet samme sted i 40 år. - Hvis man er tilfreds og har en god arbejdsplads, så er der ingen grund til at søge andre steder hen, siger Ingrid Christensen. Hun modtog ikke alene fortjenstmedaljen, men måtte også lægge øre til mange verbale roser fra borgmesteren, der fortalte ”Tut”, at både hendes leder og kolleger betegner hende som en god kollega, der er vellidt af beboere og pårørende på plejehjemmet.