Erhverv

40 ansatte afskediges i aalborgensisk hightech-firma

SerEnergy "omstrukturerer" og siger farvel til de to hidtidige direktører

Arkivfoto: Bent Bach

Arkivfoto: Bent Bach

AALBORG:Knap tre uger efter at man offentliggjorde en lovende aftale om levering af brændselsceller til en ny tysk-kinesisk superbil, meddeler aalborgensiske SerEnergy, at man agter at skille sig af med 40 medarbejdere, og at de to direktører Anders Korsgaard og Mads Bang har opsagt deres stillinger.

I pressemeddelelsen fra virksomheden varsler man en "større organisationsændring samt et skift i det strategiske fokus".

I pressemeddelelsen hedder det:

"Gennem de seneste år har SerEnergy A/S gået bredt ud på markedet for at etablere sig som leverandør af brændselscelleløsninger til telekommunikationsbranchen samt transport- og marinesektoren. Samtidig har virksomheden fortsat udviklingsarbejdet med henblik på at reducere produktomkostningerne samt sikre en høj produktkvalitet og -levetid. Det har været enormt ressourcekrævende, både økonomisk og tidsmæssigt at have arbejdet med så bredt et fokus, og som en erkendelse heraf har bestyrelsen og ejerne besluttet at gennemføre større ændringer. Dette anses som nødvendigt for at ruste organisationen til de opgaver, SerEnergy står overfor i de kommende år. Som følge heraf trækker SerEnergy sig fra flere aktiviteter for at skabe fokus på produktudvikling og -optimering samt på udvalgte kunder. Dette medfører en reduktion i medarbejderstaben på ca. 40 personer på hovedkontoret i Aalborg, og samtidig skal der evalueres på flere af virksomhedens filialer rundt om i verden.

Den 5. april indtrådte Nikolaus Benz som formand for SerEnergys bestyrelse, hvor han tog over efter Ejler Holm. Nikolaus Benz har siden årsskiftet arbejdet som strategisk konsulent for Fischer Group, ejeren af SerEnergy, og har været med til at skabe rammerne omkring de organisationsmæssige ændringer virksomheden står overfor.

Direktørerne Anders Korsgaard og Mads Bang har efter eget valg og af personlige årsager valgt at opsige deres stillinger. Roland Fischer, bestyrelsesmedlem og repræsentant for ejerfamilien, indtræder som interim CEO og skal sammen med den øvrige ledelse og bestyrelse lede SerEnergy mod fremtidig succes.

Fremadrettet fortsætter SerEnergy arbejdet med at sikre højkvalitets brændselscellesystemer, der på markedsvilkår vil stå som et stærkt alternativ til traditionelle dieselgeneratorer og vil bidrage til overgangen fra fossile brændstoffer til vedvarende energi."

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst