EMNER

40 dage for at slå 15-årig

HJALLERUP:Der stod en mand ved spilleautomaten, da to 15-årige drenge en aften i august var inde i døgnkiosken i Østergade for at købe slik. Da de gik ud, fulgte manden lige bagefter, og han blev sur, fordi han følte, at de spærrede ham vejen. Drengene cyklede derfra, men da de nåede til Shell i Søndergade, kom manden kørende i sin bil. Han stoppede op, sprang ud og stak den ene dreng fire knytnæveslag i hovedet. Drengen væltede af cyklen, blev bange og løb. Manden havde opdaget en bule ved benzindækslet på sin bil og mente, at den var de to drenge mestre for. Onsdag blev den 29-årige mand blev ved Retten i Sæby idømt 40 dages ubetinget fængsel samt fire dagbøder på 250 kroner. Han nægtede sig skyldig og sagde, at han kun havde stukket drengen en lussing. Med i dommen talte, at han samme aften var gået amok på en tilfældig bil på Søndermarken. En - nu tidligere - kammerat var med og kunne bevidne, hvordan den 29-årige slog løs på den sagesløse bil, der fik skader for 3.622 kroner.