40 huse væk fra liste

Plan- og Udvikling i Hjørring Kommune har i den seneste tid strøget godt 40 huse fra en ny liste over nedslidte ejendomme i landdistrikter, fordi ejerne var utilfredse med at stå der.

Poul Christoffersen,
LINDERUMs centrum er begyndt at se grå og trist ud med flere tomme huse, som står og forfalder. For nogle måneder siden smed ukendte hærværksmænd sten mod bl.a. Ugiltvej 297, og der er ikke kommet nye ruder i.Foto: Kurt Bering
Hjørring 1. september 2008 09:45

- Vi har været gennem hele spektret af reaktioner. Det er jo også at gå tæt på folk og deres personlige ejendele.Nogle har været rigtig sure, mens andre havde forståelse for formålet med det vi laver, men de forklarede, hvorfor de fandt det forkert, at deres hus er på listen, oplyser planmedarbejdere Bente Mouritzen og Bettina Hedeby i samtale med NORDJYSKE. Eksempelvis fortalte en husejer at der var bestilt et nyt tag, og i en andet tilfælde kørte der stadig en forsikringssag med et hus, som var brændt. - Dem har vi slettet fra listen. Der kan være mange gode forklaringer på, at deres hus ser ud som det gør lige nu, og det tager vi selvfølgelig hensyn til. Vi har kun set på, hvordan husene ser ud udvendig fra, og det er først nu vi er i gang med dialogen med ejerne, siger Bettina Hedeby. De foreløbige tilbagemeldinger har betydet, at antallet at huse på listen var gået ned fra ca. 220 til 179, da avisen talte med de to kommunale medarbejdere. - Der kan være flere, som bliver strøget af listen, fordi de endnu ikke har henvendt sig, tilføjer hun. Arbejdet med at kortlægge antallet af nedslidte ejendomme på landet og i landsbyer startede i begyndelsen af 2008, og det sker på baggrund af ønsker om en indsats for at få skæmmende huse moderniseret eller jævnet med jorden. Både landsbybeboere og politikere står bag initiativet. - Vi går ikke efter pensionisten, som mener han har købt en idyl og gerne vil bo sådan som har gør, men der findes måske mulighed for at give støtte til bygningsforbedring. Dem politikerne har kig på et typer som Låsby Svendsen, og hvor stort det problem er ved vi ikke endnu, siger de to planmedarbejdere. En del af ejerne af de 179 mere eller mindre nedslidte ejendomme bor ikke selv i husene, men gemmer sig bag et anonymt anparts- eller aktieselskab. Nogle af disse huse står tomme, mens andre er udlejet til beboelse. - Der forestår nu et omfattende detektivarbejde med at finde ud af, hvem ejerne er og hvilke forbindelser de har, udtaler Bettina Hedeby. Formentlig til et udvalgsmøde i oktober måned vil Plan- og Udvikling have en buket af handlemuligheder klar til diskussion på mødet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...