40 kommuner støtter ikke udsatte børns fritidsaktiviteter

Organisationer ønsker ordninger til udsatte børns fritidsaktiviteter. Det er ikke løsningen, mener institut.

Udsatte børn og unge, hvis familier ikke har råd til at sende dem til fodbold eller kampsport, kan få støtte med såkaldte fritidspas-ordninger eller lignende ordninger i 58 af landets 98 kommuner. (Arkivfoto).

Udsatte børn og unge, hvis familier ikke har råd til at sende dem til fodbold eller kampsport, kan få støtte med såkaldte fritidspas-ordninger eller lignende ordninger i 58 af landets 98 kommuner. (Arkivfoto).

KØBENHAVN:40 af landets 98 kommuner har ikke et fritidspas eller lignende ordninger, der giver økonomisk støtte til udsatte børn og unge, så de kan deltage i fritidsaktiviteter.

Det viser en kortlægning af Idrættens Analyseinstitut, Idan, som har fået fire organisationer til at råbe op om, at kommunerne bør indføre officielle ordninger.

- Der er simpelthen alt for mange kommuner i Danmark, hvor børn, der ikke har forældre med ressourcer til sende dem til fritidsaktiviteter, ikke kan få hjælp, siger Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær i Red Barnet.

Sammen med DGI, Dansk Flygtningehjælp og Broen Danmark har organisationen lavet "en række simple, konkrete anbefalinger" til de 40 kommuner, der ikke har en ordning.

- Det er et stort problem, da det at være en del af et fællesskab er så afgørende for at styrke børns indlæring, trivsel og velvære, siger Red Barnets generalsekretær.

Idans kortlægning viser, at 58 kommuner har fritidspas eller lignende ordninger. De resterende 40 har ikke kommunale tilbud, der ligner fritidspas. Det er én kommune mere end i 2017.

Om de 40 kommuner har ordninger, der på anden vis støtter udsatte børns fritidsaktiviteter, kan dog ikke afskrives. Derfor er det ifølge Idan ikke løsningen at få alle kommuner til at indføre en officiel ordning.

- Jeg synes, det er svært at forholde sig til, at alle kommuner skal have fritidspas. Vi ved simpelthen ikke nok om de forskellige kommuner, siger Maja Pilegaard, vicedirektør for Idan.

Selv om der er forskel, mener Jens Troelsen, professor ved Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet, at det alligevel er relevant at indføre fritidspas-ordninger.

- Jeg synes bestemt, et fritidspas skal være noget, man skal have på hylden sammen med andre tiltag. Men det skal også hænge sammen med befolkningssammensætningen, siger han.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
En person er sandsynligvis stukket med kniv
Luk