40 lokale butikker er gebyrfri

Dankort-sagen er en kedelig sag, siger handelschef

FREDERIKSHAVN:Omkring 40 butikker i og omkring Frederikshavn har valgt ikke at opkræve 50 øre i gebyr, hver gang kunderne kører kortet gennem terminalen. Men det er ikke Handelsstandsforeningen FREDERIK, der har æren for det. I august indkaldte FREDERIK medlemmerne til et informationsmøde, hvor repræsentanter for Spar Nord orienterede om det dankort-gebyr, der ville blive opkrævet efter 1. januar 2005. Men derudover har FREDERIK ikke forsøgt at øve indflydelse på, om den enkelte butik vælger at opkræve gebyret eller ej. - Dankort-sagen er en kedelig sag, sådan som den har udviklet sig, for alle kan stort set hænges ud som bussemænd - bortset fra forbrugerne. Nogen mener, at butikkerne burde undlade at opkræve gebyret som en service over for kunderne, andre at bankerne burde være tilbageholdende med gebyret, mens atter andre giver politikerne skylden. FREDERIK har ikke nogen holdning til sagen endnu, siger handelschef Michael Frederikshavn Han var ikke klar over, at knap 40 butikker i FRH er - ifølge Forbrugerrådets liste over gebyrfri butikker - har valgt ikke at opkræve gebyret. - Men jeg synes da, det er flot, at 40 butikker ikke tager gebyr, for det kommer jo kunderne til gode. Og det er jo FREDERIKS job, at få flere og flere kunder til at klappe i hænderne, når de handler i Frederikshavn. Omvendt indrømmer jeg, at hvis 40 butikker melder ud, at de er gebyrfri, så er det et vink med en vognstang. Og det vil vi selvfølgelig tage op, siger Frederiksen. Den 26. januar er der møde i FREDERIKS bestyrelse, og her vil handelschefen sørge for at punktet kommer på dagsordenen. Men han synes, at man skal fare med lempe i gebyr-sagen - også som forbruger. - Forbrugerne skal i hvert fald undlade at ende i et massehysteri - men også kigge lidt på sine vaner, når man går ud og køber ind. Hvor mange af os køber ikke en bærepose til knap 3 kr. når vi handler i supermarked - for derefter at bruge den som skraldepose, når vi kommer hjem. Og det brokker vi os ikke over som forbrugere. Det synes jeg også, er en del af diskussionen. Vi har bare vænnet os til at betale for posen - og det svarer jo faktisk til 5-6 dankort-transaktioner, siger Michael Frederiksen. Man kan holde øje med, hvilke lokale butikker, der tilslutter sig den gebyrfri service, ved at klikke sig ind på Forbrugerrådets informationssider på: www.forbrugerraadet.dk/dankort/listen/