Aalborg

40 med i første løb i ”Rend og Hop”

BRØNDERSLEV:Den ny løbeklub ”Rend og Hop” i Brønderslev har fået succes fra begyndelsen. 40 mødte op den første løbeaften. Næstformand i Brønderslev Gymnastikforening, Ole Vittrup, fortæller, at der kommer flere løbere i den kommende tid. - Der er gymnaster, der først kan komme ud at løbe efter Landsstævnet i Haderslev i slutningen af juni, fortæller han. Det er Sanne Thomsen og Mette Mygdam, der er instruktører i løbeklubben. Sanne Thomsen har selv løbet i syv-otte år, og hun løber gerne en halv maraton. Mette Mygdam har også mange års erfaring med at løbe. Hun har været aktiv i Aalborg Atletik og Motionsklub samt i Amok i Aalborg. - Nu er jeg flyttet til Brønderslev, og da der ikke er nogen klub her, vil jeg meget gerne være med til at oprette én, fortæller Mette Mygdam. Der kunne vælges mellem ruter på fem, syv og ti kilometer. Der var flest, der valgte de korte ruter. - Jeg er så småt ved at varme op til at løbe igen, fortæller tandlæge Mette Østergaard. Hun har løbet maraton, men har fået en løbeskade. Sanne Thomsen og Mette Mygdam løb i spidsen for de ca. 40 løbere. Der løbes igen tirsdag aften. Det er planen, at der senere skal løbes også om søndagen. Ole Vittrup fortæller, at opfordringen til at oprette en løbeklub kom fra ét af klubbens unge medlemmers forældre. - Opfordringen vendte vi i bestyrelsen, og sagde straks ja til at være med, fortæller Ole Vittrup. - Vi er enige om, at Brønderslev by trænger til at få en løbeklub. Ole Vittrup regner med, at klubben kommer op på 60-70 medlemmer. I forbindelse med første løbeaften sørgede gymnastikforeningen for frugt og vand til alle.