Planteavl

40 pct. af vinterhveden tabt

Dårligt såbed og efterårets storme gør det nødvendigt at så hveden om

Vinterhveden har det rigtigt skidt i Thy og på Hannæs. Ifølge lederen af LandboThys afdeling for planter og miljø, Michael Riis, skal 40 procent af hvedearealerne i Thy og på Hannæs enten sås om eller repareres ved isåning. - Årsagen er en kombination af dårlige såbed samt efterårets storme, der har blæst meget saltholdig luft over især de kystnære områder, siger han. På grund af efterårets enorme regnmængder, der har lagt mange marker under vand, kom såningen desuden for sent i gang. Hveden har derfor ikke kunnet danne et tilpas stort rodnet, der ville have gjort den mere hårdfør over for vinterens udfordringer. Landmændene må nu ty til vårhveden, der til gengæld giver et lavere høstudbytte. Ifølge Michael Riis koster en omsåning landmændene 2000 kroner pr. hektar i øgede omkostninger og mistet udbytte. Her på egnen er vinterhvede en af de store afgrøder. Michael Riis skønner, at godt en tredjedel af det dyrkede areal er udlagt med vinterhvede.