40 procent færre i opholdssteder
Kommunen bruger flere specialiserede familier til at hjælpe anbragte børn.
Hjørring Kommune er godt på vej til at opfylde målet om at langt færre børn anbringes på dyre socialpædagogiske opholdssteder. På to år er andelen bragt ned fra ca. 25 procent til 15 procent, og målet er at komme ned på fem procent i løbet af de næste par år. - Heldigvis kan vi følge den anbringelsesstrategi vi har vedtaget om at vi i højere grad bruger professionelle familier til at tage sig af anbragte børn. Derfor flytter vi flere fra de socialpædagogiske opholdssteder, siger udvalgsformand Viggo Bilde, børne- og undervisningsudvalget. I stedet er antallet af anbragte børn hos specialiserede plejefamilier stedet og samtidig er Motellet taget i brug som et alternativ. Målet er at specialiserede familier og Motellet hver tager 15 procent af anbringelserne i 2014. I forhold til 2009 var der i 2011 næsten det samme antal plejefamilier. Niveauet ligger også omtrent på linje med en målsætning om at 65 procent af anbringelserne skal være hos almindelige plejefamilier. Og totalt set var antallet af anbragte børn fra Hjørring Kommune også nærmest uændret med 182 børn i 2009 og 179 børn i 2011. Kommunen har også fået et økonomisk udbytte af de igangsatte omlægninger i anbringelsespolitikken. Den samlede udgift er fra 2009 til 2011 reduceret fra 119,5 millioner kroner til 116,7 millioner kroner. Altså en besparelse på 2,8 millioner kroner. Reelt er besparelsen endnu større, for i beregningen er der ikke taget hensyn til pris- og lønfremskrivning siden 2009. Besparelsen er også hentet på at nedbringe den gennemsnitlige udgift til socialpædagogiske opholdssteder.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.