40 spændende år med bid i

I 40 år har Carl Persson drevet klinik i Hjørrings midtby

Carl Persson er 64 år, og han valgte ved årsskiftet at overdrage det overordnede ansvar og en del af klinikken til sin kollega Mads Laursen. Foto: Hans Ravn
Hjørring 1. september 2016 07:45

HJØRRING: I 40 år har Carl Persson drevet klinisk tandklinik i Hjørrings midtby. Og han stortrives fortsat i faget.

- Det har været nogle kanongode år. Jeg har altid været glad for at gå på arbejde, og jeg har altid brændt for mit fag, siger Carl Persson, der har nydt kontakten med patienterne.

Det har også altid været en god drivkraft for Carl Persson at skabe flotte proteser, som folk blev glade for. Og sådan er det fortsat.

Carl Persson er 64 år, og han valgte ved årsskiftet at overdrage det overordnede ansvar og en del af klinikken til sin kollega Mads Laursen. Men han har fortsat ikke aktuelle planer om at stoppe sit virke som tandtekniker.

Carl Persson kom i lære i Vendsyssel Dentallaboratorium i 1970 i blev udlært tandtekniker i 1974.

- Jeg har arbejdet inden for faget i 46 år, og jeg har faktisk forsynet det halve af Vendsyssel med proteser, smiler han.

Efter halvandet års ansættelse åbnede han egen klinik i Strømgade 13. august 1976.

- Jeg havde vist egentlig altid haft en drøm om at blive selvstændig. Og det er gået godt.

De seneste 30 år har klinikken ligget i Brinck Seidelinsgade 12.

Kundekredsen kommer fra en stor radius omkring Hjørring. Og efterhånden har Carl Persson en stor fast patient-skare.

- Klinikken er jo ikke et sted, hvor folk kommer hvert halve år. Men jeg har lavet proteser til mange patienter både tre og fire gange.

- Jeg har også i dag patienter, der fortæller mig, at deres mor fik lavet protese hos mig.

Brugere af proteser skifter dem i dag hyppigere end tidligere.

- Folk vil ikke nøjes. Tidligere kunne folk få en protese i 20erne og bruge den de næste 50 år. Det gør folk ikke i dag. Gummerne ændrer sig med alderen, og så er der behov for at få protesen skiftet.

Carl Persson glæder sig over et godt samarbejde med Mads Laursen, der var ansat i klinikken i seks år, inden han overtog førertrøjen.

- Jeg er utrolig glad for, at Mads vil overtage min klinik - han driver klinikken i samme ånd som mig. Vi har samme holdning til tingene - blandt andet er vi enige om, at tingene skal være i orden.

Mads Laursen glæder sig over, at Carl Persson fortsætter sit virke i klinikken, for de to kollegaer er gode til at sparre med hinanden.

Når Carl Persson holder fyraften, tager han hjem til sit landbrug ved Hvidsted ved Tårs.

- Jeg går og hygger mig med landbrug og med mine heste, som jeg rider på.

Hestene er Dansk Varmblod-heste, og i fredags var Carl Persson med til at give opvisning sammen med medlemmer af Jydsk Jagtrideklub på Vilhelmsborg ved Aarhus.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...