Redningsvæsen

400 huse raseret af skovbrand

CANBERRA:Nogle af de mest omfattende skovbrande i Australiens historie kostede i weekenden mindst fire mennesker livet, kvæstede flere end 150 og efterlod over 400 huse nedbrændte i landets hovedstad, Canberra. Hovedstaden blev erklæret i undtagelsestilstand og brandfolk fra flere egne i landet var på vej for at hjælpe med slukningsarbejdet. Sent søndag aften var brandene omkring Canberra fortsat ude af kontrol og truede med at brede sig, da hårde vinde var på vej mod området. Brandenes omfang og voldsomhed kom som en total overraskelse for myndighederne, der ellers er vant til skovbrande i sommerhalvåret. - Brandene overraskede os totalt og tromlede os ned - simpelthen, sagde Jon Stanhope, øverste minister i hovedstadsregionen. Mindre brande som følge af lynnedslag havde brændt i over en uge i tørre områder omkring Canberra, inden de pludselig tog fart op til weekenden. Og da brandmandskab blev sat ind, måtte flere af dem kæmpe for deres overlevelse, da de blev omringet af flammerne. Brandbiler og en brandstation er blevet flammernes bytte. Flere af de kvæstede var så forbrændte, at de blev fløjet til behandling på hospitaler i storbyen Sidney. Ud over de mange boliger er adskillige skoler, forretninger, fabrikker og køretøjer gået tabt under skovbrandene, som har ramt Canberra fra tre retninger. Australiens premierminister, John Howard, afbrød søndag sin ferie og fløj tilbage til hovedstaden for at besigtige skaderne og overvåge redningsarbejdet. - Jeg har set mange skovbrande. Men det her er det værste, jeg nogen sinde har set. Det er et mirakel, at ikke flere mennesker har mistet livet, sagde Howard efter sin ankomst til Canberra. Også provinserne New South Wales og Victoria er ramt af omfattende skovbrande. Det meste af Australien har i flere måneder være ramt at tørke. Store skov-, steppe- og bush-områder er knastørre, og selv små brande har hurtigt kunne brede sig. Der var søndag ingen oplysninger om, hvor store værdier, der er gået tabt under de seneste brande. /ritzau/AFP