EMNER

400 konfirmander fandt roen

Afslapnings- og koncentrationsøvelse indgik i årets konfirmandtræf i Thisted tirsdag

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Konfirmanderne slapper helt af med lukkede øjne. Foto: Diana Holm

- Undgå at hviske eller tale med sidemanden. Luk jeres øjne og lad dem være lukkede, indtil I får besked på andet. Niels Krøjgaard taler med rolig og myndig stemme til de cirka 400 konfirmander, der er forsamlede i Munkehallen. Bare fem minutter tidligere er de ankommet med busser fra Nykøbing, Bedsted og Østerild - alle hjørner af Thy og Mors. De myldrede ind i hallen, grinede, skubbede til hinanden - og gik hvileløst rundt for at svare på de 13 spørgsmål på en tipskupon. - Hvilken bog skal vi bruge til gudstjeneste - salmebog, telefonbog eller tegnebog? - Findes der engle - ja, ved ikke, nej? Nu sidder de i en halvcirkel foran foredragsholderen, der er inviteret til at tale om temaet "Er der mere mellem himmel og jord" - om tankelæsning, spøgelser, clairvoyance og andet overnaturligt. - Det er vigtigt, at I forstår vigtigheden af, at vi kommer gennem denne her afslapnings- og bevidsthedsøvelse, siger Niels Krøjgaard, da han har sendt en urolig dreng ned på bagerste række. Lukkede øjne Nogle kigger sig nervøst omkring, men så - ved et mirakel - sidder hele flokken af teenagere og trækker vejret dybt - på kommando - med lukkede øjne. - Undgå at tale, undgå at tænke, fasthold koncentrationen om det jeg siger. Konfirmandtræffet, der er en årligt tilbagevendende begivenhed, er tilrettelagt af et udvalg med provst Jens Munksgaard og sognepræst Finn Feilan samt medlemmer af Nordthy Y's Men and Womens Club. Niels Krøjgaard har holdt hundredvis af foredrag over hele landet, og han har skrevet kritiske bøger om det okkulte og overnaturlige. Efter foredraget i Munkehallen blev børnene takket være næsten et halvt hundrede frivillige voksne beværtet med sandwich, frugtstænger og sodavand - nogle fik gevinst for løsning af opgaven. I samlet flok gik konfirmanderne til Thisted Kirke, hvor der var gudstjeneste og underholdning ved et dramahold fra Nr. Nissum Efterskole.