400 ventes at ville have et stik

Mange vil benytte chancen for gratis vaccination, vurderer Ældre Sagen i Fjerritslev

Læger 27. september 2002 08:00

FJERRITSLEV: Ældre Sagen i Fjerritslev forventer, at op til 400 mennesker vil tage imod tilbuddet om en influenzavaccination i Fjerritslev torsdag 10. oktober. I samarbejde med Danske Lægers Vaccinationsservice har Ældre Sagen sørget for, at alle kan møde op i Han Herreds Fritidscenter denne dag og blive vaccineret. Der har tidligere været annonceret en forkert ugedag - den rigtige er altså torsdag 10. oktober. Ældre Sagen har de seneste tre år sørget for, at lokale kunne få det lille prik i armen, som kan spare dem for nogle sure sygedage. Det har tidligere været i samarbejde med de lokale læger, og cirka 300 har indtil nu taget imod tilbuddet. A. Søgaard Jeppesen fra Ældre Sagen forventer dog op til 400 i år. Det bygger han især på, at det er blevet gratis for folk over 65 år at få en influenzavaccination. Det er amtet, der betaler. Folk under 65 år skal give 135 kroner. Prisen er presset så langt ned, at de praktiserende læger ikke kan være med længere. Og det går stærkt, når de mange mennesker skal forbi lægen. Ældre Sagen stillet folk til rådighed til at tage imod betaling og udstede kvitteringer, og så er det bare forbi lægen, der har sprøjten klar. 10-15 sekunder senere kan man forlade fritidscentret med en øm skulder og en rimelig god garanti for, at man ikke får influenza den kommende tid. Der er sat tre timer af til at få alle vaccineret, og det er ikke nødvendigt at tilmelde sig. Man skal blot huske sit sygesikringsbevis.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...