EMNER

4000 besøgte Voergaards julemarked

Igen i 2009 bliver der "Jul på Voergaard Slot". Det forsikrer slotsforvalter Hans Jørgen Kaptain efter succesen i år.

Der var blandt andet et eksotisk islæt med appelsintræer. Foto: Henrik Louis

Der var blandt andet et eksotisk islæt med appelsintræer. Foto: Henrik Louis

Det var for sjette gang landskabsarkitekterne Stig Lauritsen og Greg Kobett, der havde sørget for udsmykningen. Der var en vis frygt for, at den øjeblikkelige finanskrise ville have en negativ virkning, men det viste sig heldigvis ikke at være tilfældet. - Vi var heldige med vejret. Det holdt op med at regne, da udstillingen åbnede, fortæller godsforvalter Hans Jørgen Kaptain til NORDJYSKE Stiftstidende. Alle dage var der mange gæster og det gav parkeringsproblemer, men alle tog det med godt humør. Stig Lauritsen og Greg Kobett er fra Paradehuset på Gisselfeld. I år var temaet engelsk jul, hvilket blandt andet indebar, at de grantræer der var brugt var mere åbne, end man er vant til. Tårnværelset var særlig smukt pyntet med appelsintræ, juletræ og dejlige dufte. Arkitekterne Stig Lauritsen og Greg Kobett modtog megen ros for pyntningen, der igen var anderledes end forudgående år og nøje afstemt med Voergårds smukke lokaler og inventar. - Igen i år kunne vi konstatere, at mange af de besøgende har gjort det til en tradition at komme på Voergård Slot til julearrangementet, og beundre de kreative udsmykninger som arkitekterne laver, påpeger Hans Jørgen Kaptain. Et særligt islæt i år var, at Bevaringscenter Nordjylland havde en bod, for at vise hvordan antikke møbler kan renoveres. Boden beskæftigede sig med træskærerarbejde og mange beundrede dette. Foreningen Voergård Levende Historie havde lavet en aktivitet for børn, der skød med armbrøst med korkpropper. Det gav megen morskab, ikke kun for børnene, men også for forældrene. Der var på tre dage flere end 4.000 besøgende Hans Jørgen Kaptain fortæller, at julearrangementet giver et godt overskud til Voergaard og overskuddet anvendes udelukkende til slottets vedligeholdelse. Julearrangementet holdes i 2009 i weekenden 4., 5. og 6. december.