4000 børn får tilbud om at droppe del af sommerferien

Rebild og Mariagerfjord Kommuner går sammen om en sommerskole i den første og sidste uge af ferien.

Naturfagsskolen i Rostrup er i år en del af Rebild og Mariagerfjord Kommuners fælles sommerskole for børn i 3. til 6. klasse. Arkivfoto: Michael Koch

Naturfagsskolen i Rostrup er i år en del af Rebild og Mariagerfjord Kommuners fælles sommerskole for børn i 3. til 6. klasse. Arkivfoto: Michael Koch

Kulturforvaltningerne i de to kommuner er atter gået sammen om sommerskolen. Målgruppen er børn i 3. til 6. klasse, og de forskellige aktiviteter kommer til at foregå i alle hjørner af de to kommuner. Det færdige program er resultat af kommunernes samarbejde med en række institutioner og lokale foreninger, der hver især har sammensat et program for tre-fem dages aktiviteter i den første og den sidste uge af skolernes sommerferie. I alt er der over 30 forskellige aktiviteter fordelt i de to uger. Det er blandt andet billedskole, dramaskole, sportscamp, hestelejr, cirkuslejr, gymnastik, rollespil og forfatterskole. Sommerskolen præsenterer dem alle i en lille folder, der omdeles til skolebørn på de berørte klassetrin. Oplysningerne kan også hentes på hjemmesiden www.sommerskole.nu Tilmeldingen til sommerskolen skydes i gang på tirsdag 27. maj præcis klokken 16.