41-årig døde under håndboldkamp

LØGSTØR:En 41-årig mand døde søndag eftermiddag under en håndboldkamp i Løgstørhallen. Manden var på banen under kampen, men der var ingen modspillere eller medspillere i nærheden af ham, da han pludselig faldt om. Der var tilfældigvis et par Falckfolk til stede i hallen, og i hallen findes også en defilibrator - genoplivningsudstyr i forbindelse med hjertestop - og de forsøgte omgående genoplivning, men uden held. Alarmen til ambulancen blev sendt klokken 15:37, og en time senere blev manden erklæret død af lægerne på sygehuset i Farsø. Der vil i dag blive holdt ligsyn for at finde den nøjagtige dødsårsag. Manden led ikke i forvejen af kendte hjerteproblemer. Den 41-årige var fra Løgstør. Til stede i hallen var også hans hustru og deres to børn.