42-årig indlagt efter knivstikkeri i Esbjerg - en er fængslet

En 18-årig mand er varetægtsfængslet efter knivstikkeri i Esbjerg. Offeret er svært tilskadekommen.

Søndag eftermiddag blev en 18-årig mand varetægtsfængslet i grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg. Han er sigtet for at have overfaldet en 42-årig mand med en kniv. Den 18-årige nægter sig skyldig og kærede kendelsen om varetægtsfængsling til landsretten.(Arkivfoto)

Søndag eftermiddag blev en 18-årig mand varetægtsfængslet i grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg. Han er sigtet for at have overfaldet en 42-årig mand med en kniv. Den 18-årige nægter sig skyldig og kærede kendelsen om varetægtsfængsling til landsretten.(Arkivfoto)

ESBJERG:En 42-årig mand er blevet indlagt på sygehuset, efter at han tidligt søndag morgen blev stukket med kniv i Torvegade i Esbjerg.

Manden er svært tilskadekommen.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

En 18-årig mand fra Esbjerg er anholdt i sagen. Han blev pågrebet af politiet umiddelbart efter knivstikkeriet, som fandt sted klokken 05.15.

En patrulje var allerede i området, da der opstod uro mellem flere personer. Derfor kunne betjente anholde den formodede gerningsmand med det samme.

Søndag eftermiddag blev den 18-årige fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg. Her besluttede dommeren, at han skal sidde varetægtsfængslet i foreløbig fire uger, oplyser politiet på Twitter.

Han nægter sig skyldig og har kæret kendelsen om varetægtsfængsling til Vestre Landsret.

Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre. Derfor er det ikke muligt at få oplyst, hvad den 18-årige har forklaret, eller hvilke beviser politiet må have imod ham.

Efter knivstikkeriet blev Skolegade mellem Torvet og Englandsgade i Esbjerg spærret på grund af politiets arbejde på stedet.

Afspærringen blev ophævet klokken 12.30.

Mens politiets undersøgelser på gerningsstedet er afsluttet, fortsætter opklaringsarbejdet. Derfor efterlyser Syd- og Sønderjyllands Politi vidner, som måtte have overværet knivstikkeriet.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.