42-årig kvinde brugte falske pengesedler

Falske 500-kroner sedler er i omløb, og en kvinde fra Sæby blev i dag anholdt af politiet

En 42-årig kvinde fra Sæby, kan være den person, der står bag de falske 500-kroner sedler, som er blevet brugt i en række butikker primært i Frederikshavn men også i kvindens hjemby Sæby. Politiet i Frederikshavn anholdt og sigtede kvinden ved middagstid tirsdag og efter nogle timers afhøring blev hun løsladt. I alt nåede kvinden at bruge cirka 10 af de falske sedler, som var lavet på computer, inden politiet fandt frem til hende. Det skete på baggrund af et tip. Sent mandag besøgte kvinden en butik i Sæby. Personalet syntes, at hun virkede mistænkelig, og nogen mente at genkende kvinden og kontaktede politiet.