42-årig drabssigtet varetægtsfængsles i fire uger

En 19-årig mand blev natten til onsdag dræbt i et sommerhus nær Skibby på Sjælland. 42-årig mand er fængslet.

En dommer ved Retten i Hillerød varetægtsfængsler onsdag en 42-årig mand, som er sigtet for et drab på 19-årig mand. Retten ville dog ikke fængsle for drab, men for vold med døden til følge. (Arkivfoto).

En dommer ved Retten i Hillerød varetægtsfængsler onsdag en 42-årig mand, som er sigtet for et drab på 19-årig mand. Retten ville dog ikke fængsle for drab, men for vold med døden til følge. (Arkivfoto).

HILLERØD:Den 42-årige mand, som er sigtet for at have dræbt en 19-årig mand i et sommerhus i Vellerup natten til onsdag, er blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Han nægter sig selv skyldig, men vælger dog ikke at kære afgørelsen om fængsling.

Det står klart efter et grundlovsforhør ved Retten i Hillerød onsdag eftermiddag.

Retten mente dog ikke, at der var begrundet mistanke om, at den 42-årige havde til hensigt at slå den 19-årige ihjel. Derfor blev han fængslet på en begrundet mistanke om vold med døden til følge.

Desuden mener retten, at der er en risiko for påvirkning af vidner, hvis den 42-årige ikke fængsles.

Det er en mand, der tydelig har det dårligt, da han bliver ført ind i retten af to betjente onsdag lidt efter klokken 14.

Han ser forslået ud og bryder flere gange ind, imens dommeren taler. Det sker, selv om forsvareren gør det klart, at han råder den sigtede til ikke at udtale sig.

Sigtelsen går på, at den 42-årige skulle have stukket den 19-årige mand med et ukendt objekt fire gange. To gange i brystet, en gang i låret og en gang i foden.

Politiet fik kort før klokken 04.30 en anmeldelse om, at der havde været håndgemæng mellem to mænd.

Da politiet ankom til stedet, stod den 19-årige mands liv ikke til at redde. Han blev erklæret død kort efter klokken 05.00 onsdag morgen.

Efter at anklagerfuldmægtig Malene Hansen læste sigtelsen op, blev dørene til grundlovsforhøret lukket, så det var ikke muligt at høre, hvilke beviser anklagemyndigheden har, eller hvad den sigtede forklarede.

Dørene blev dog åbnet igen, da retten kom med sin afgørelse om fængsling.

- Så jeg skal i spjældet, siger den 42-årige konstaterende.

Han slutter retsmødet med at sige: "Tak for i dag" til dommeren, inden de to politibetjente, der førte ham ind, fører ham ud igen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.