42 kommunalt ansatte gik ned med stress

Men sikkerhedsnettet fungerer. De er alle tilbage på arbejde.

Børge Lindegaard er arbejdsmiljøkonsulent ved Jammerbugt Kommune. I løbet af 2007 har han hjulpet 42 medarbejdere, der gik ned med stress. Foto: Claus Søndberg

Børge Lindegaard er arbejdsmiljøkonsulent ved Jammerbugt Kommune. I løbet af 2007 har han hjulpet 42 medarbejdere, der gik ned med stress. Foto: Claus Søndberg

I 2007 måtte 42 medarbejdere i Jammerbugt Kommune sygemeldes i kortere eller længere tid pga. stress. Sideløbende fik 10 medarbejdere hjælp fra Falcks krisepsykolog i akutsituationer. At Jammerbugt Kommune 42 gange har stået med en krisesag, hvor en medarbejder er blevet syg pga. arbejde, har ifølge arbejdsmiljøkonsulent Børge Lindegaard flere årsager. - Vi har fået nye fysiske omgivelser. Vi har fået nye opgaver. Vi har fået nye kolleger, og vi har fået ny chef. De fire ting påvirker nogle mere end andre, fortæller Børge Lindegaard. Han har været i kontakt med både ledere samt medarbejdere på forvaltninger og institutioner, der er blevet ramt af omvæltningerne og ikke har kunne stå imod. Men selvom antallet er stort, så er der lyspunkter, mener Børge Lindegaard. - De er alle sammen kommet tilbage igen, fortæller han. Alligevel er der dog ingen tvivl hos Børge Lindegaard om, at kommunen bør være i stand til at sikre et bedre arbejdsmiljø for kommunens medarbejdere i 2008. - Jeg kunne godt ønske mig, at sikkerhedsnettet blev mere fintmasket, erkender Børge Lindegaard. - 52 sager er 52 for mange, mener han. Læs mere i NORDJYSKE Stiftstidende