43-årig fisker er omkommet
Søværnets Operative Kommando fandt manden i vandet ved Thorup Strand

Arkivfoto: Jesper Thomasen
FJERRITSLEV:Nordjyllands Politi oplyser fredag aften, at en 43-årig mand fra lokalområdet ved Thorup Strand har mistet livet. Mandens fiskekutter sank tidligere på dagen.
Fredag klokken 16.27 blev Søværnets Operative Kommando (SOK) alarmeret om en en synkende kutter ca. 10 sømil fra Thorup Strand.
- Vi sendte alt, der var indenfor rækkevidde. Hanstholm, Hirtshals, de lokale fiskere i området og sågar en enhed fra Frederikshavn, men helikopteren var hurtigst fremme og efter kort tids søgen blev vedkommende fundet, oplyser stabsvagten ved SOK.
Personen i vandet var uden redningsvest, og han blev bjærget og fløjet til behandling på Aalborg Sygehus. Fiskekutteren blev ikke fundet, men der blev fundet fiskegrej på havoverfladen, hvorfor det antages, at fiskekutteren er gået ned. Redningsaktionen varede 58 minutter.
De nærmeste pårørende er underrettet.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.