Tyverier

43-årig frifundet for tyveri

FREDERIKSHAVN:En domsmandsret frifandt mandag en 43-årig tidligere aalborgenser for tyveri af en tegnebog fra en 78-årig frederikshavner. Tyveriet fandt sted i marts 2003 i den 78-åriges lejlighed. Den 78-årige åbnede efter eget udsagn døren, da der blev banket på. Han troede det var hjemmehjælpen, der kom. Men det viste sig at være den tiltalte, som omfavnede manden og listede tegnebogen op ad hans baglomme. - Jeg kendte ham ikke på det tidspunkt, sagde den 78-årige til domsmandsretten. Det var ved gennembladning af billeder på Politigården, at den 78-årige udpegede den 43-årige mand. Under retssagen i går var der dog en vis usikkerhed at spore - og selv om anklagemyndigheden referede til, at den 43-årige tidligere er dømt for røveriske overfald hos ældre mennesker med det formål at skaffe penge til eget misbrug, så fandt domsmandsretten ikke, at bevisbyrden var løftet. Derfor blev den 43-årige mand frifundet. Han fik dog en bøde på 1000 kroner, fordi han på anholdelsestidspunktet var i besiddelse af 50 ketoganer.