EMNER

432 fans af bridge-spillet til nytårsturnering i Hjallerup

HJALLERUP:Alle parkeringspladser ved Hjallerup Idrætscenter var optaget, da 432 bridgespillere mødtes til Hjallerup Bridgeklubs traditionelle nytårsturnering søndag eftermiddag. De kom fra hele Nordjylland, fra Randers, Mariager og Års i syd, fra Fjerritslev, Brovst, Pandrup og Hirtshals i vest, til Skagen i nord og Hals i øst. Og selvfølgelig var de store byer som Aalborg, Hjørring og Frederikshavn også rigt repræsenteret sammen med Dronninglunds nye kommunepartner Brønderslev. Der var tilsyneladende ingen helt unge imellem dem, men ellers var alle aldersklasser fra 25-30 år til 80 repræsenteret, for bridge er et spil, hvor alle kan være med. Og de kender hinanden godt, for dels er de tilmeldt turneringen som makkerpar, og dels har de mødt hinanden i bridgeklubber og ved andre stævner. Så snakken gik inden spillet gik i gang, for der må nemlig ikke tales under spillet. Ingen snak eller tegn Når spillet går i gang, er det meldekort, som den enkelte spiller får 45 stykker af i en mappe, og som man lægger på bordet og derved fortæller, om man melder sans, spar, hjerter, ruder, klør eller pas, og om det f.eks. er 3 spar, 4 hjerter eller fem klør man er god for. Men det er ikke tilladt at tale eller give tegn under spillet. På den måde overbyder man hinanden i meldingen, og den der byder højest skal sammen med sin makker så i spillet sikre sig det nødvendige antal stik, der svarer til meldingen. Der blev spillet i 18 puljer med 24 spiller - eller 12 makkerpar - i hver pulje, og turneringen var således indrettet, at man spillede tre spil mod hver af de andre 11 par i puljen. På den måde måtte den enkelte igennem 33 spil i løbet af eftermiddagen, inden der kunne regnes point ud. Spillerne var på forhånd seeded efter tidligere opnåede resultater, så de dygtigste og mest erfarne var placeret i pulje 1, medens nybegyndere og mindre rutinerede var med i pulje 18. Der blev spillet koncentreret, men med få afbrydelser. Først mindedes man ofrene ved den store naturkatastrofe i Asien med to minutters stilhed, og senere var der kaffepause, inden den sidste del af spillene gik i gang. Til de tre bedst placerede par i hver række var der en pengepræmie, og endelig blev der spillet om den vandrepokal, udsat af Hjallerup Samvirke, og den tilfaldt det par, der opnåede hele turneringens højeste score.

Forsiden