44 dræbt af terrorbombe i Bombay

44 blev dræbt og flere end 125 blev såret, da to bomber mandag eksploderede i Bombay, Indiens finansielle hovedstad.

Der var ikke umiddelbart oplysninger om, hvem der stod bag bombeeksplosionerne, som fandt sted nær det historiske monument "Gateway of India" i byens midte. Bomberne eksploderede kort efter, at forholdet mellem Indien og Pakistan er blevet forværret. Indien har længe beskyldt det muslimske naboland for at skjule og hjælpe radikale muslimer, der har stået bag angreb på Indien. - Alle er rystede efter eksplosionerne, sagde en ansat på luksushotellet Taj Mahal i Bombay. /ritzau/Reuters