EMNER

44 kroner og 35 øre

¿Har De tænkt på, Holst, at hver gang et menneske dør, er der et bibliotek, der går til grunde?¿. Spørgsmålet kom fra Flemming Juncker, ¿Elefanten¿ i den danske modstandskamp under besættelsen, da jeg i september 1998 havde den ære at være inviteret til te hos den - i dobbelt forstand - store, gamle mand.

Når man som småbarn oplevede besættelsen, har man hjælp behov, om solid viden om de fem forbandede år skal etablers. Hjælpen kom fra uventet side. Gunnar Langberg. Da en knap 19-årig, nybagt student begyndte som elev på Ingeniørstroppernes befalingsmandsskole i Farum ved årsskiftet 1957-58, hed skolechefen Gunnar Langberg. Rang: Oberstløjtnant; en ufattelig afstand fra en snottet sergentelev. Den høje chef afslørede hurtigt at være både venlig og kompetent. Mere held: Efter afsluttet skole og forlægning til Randers Kaserne, nu som leder af en signalsektion, sluttede Langbergs skolechefperiode, så han igen blev min chef, nu for ingeniørbataljonen. Hans venlighed og faglighed fornægtede sig aldrig, eksempelvis under øvelser: ¿Nå, Holst, skal vi få nogen forbindelse i dag?¿. Han vidste alt for vel, at det radiomateriel, vi brugte, amerikansk våbenhjælp 13 år efter krgen, allerede burde stå på tøjhusmuseet. Hvad der i 1945 var avanceret kommunikationsudstyr, var nu til skrot og grin. På gode dage og i medvind kunne man sende over 30-40 km med det klodsede udstyr (man sammenligner med de mobiler, enhver snottet skoledreng m/k i dag render rundt med i lommen!). Men Langberg vidste også, længe før moderne plusord som gruppearbejde, innovation, omstillingsparathed og initiativ begyndte at hærge sproget som en pest, at det forældede udstyr dog havde en vis pædagogisk værdi trods den teknologiske forældelse. Endnu mere held: Ca. 30 år senere sad Langberg, nu civil og pensioneret oberst, foran mig i charterflyet til Malta, hvor den meget forhenværende underofficer nu blev dusset af den gamle chef. Endnu senere og efter års gode samvær kom i indeværende forår Langbergs selvbiografi ¿Sådan har det været¿ som gave; oprindeligt skrevet mest for den nære familie og derfor en desto større ære for en udenforstående. Beskrivelse af, hvordan Langberg, dengang elev på Hærens Officersskole 9. april 1940, med et par jævnaldrende kammerater ¿lånte¿ en forfalden pram nord for København og roede til Sverige for derfra at rejse til Norge og deltage i landets frihedskamp. Officersskolens brev til Langbergs familie er fuldkommen grotesk, jvf. bogens gengivelse. Mens Europa står i flammer, mennesker lemlæstes og dør, og Danmark netop er blevet besat og nedtrampet, skriver skolechefen til familien, at ¿Krigsministeriet har bestemt, at sekondløjtnant Langberg efter at have absenteret sig, skal afgå fra skolen¿ (dvs. er smidt ud, M.C.H.). Det danske Krigsministerium fortsætter med et bureaukratisk vanvid, der ville have gjort Hitler misundelig, at ¿i sekondløjtnantens efterladenskaber på Frederiksberg Slot er fundet nedennævnte private sager, der vil blive afleveret til Dem¿: Tre bøger, en pude. Det bemærkes, at sekondkløjtnanten har en tjenstlig gæld for bøger på kr. 44,35¿. Skrevet ved et fint skrivebord i et velopvarmet kontor, mens Langberg lå i snesyngerne nord for Oslo og skød med sit maskingevær mod de tyske fly. Dette idioti bør sammenlignes med et senere brev, underskrevet af Dwight Eisenhower, hvor Langberg fremhæves ¿for brave conduct while acting under my orders in the liberation of his country 1944-45¿ eller ¿Premierløjtnant Gunnar Langberg har under felttoget i Norge 1940 deltatt i forsvaret av Fedrelandet fra 14. april til 1. maj 1940. Norge takker deg for Din innsats i Frihetskanmpen¿, signeret Haakon R. Gunnar Langberg og hans frue, selv aktiv, i modstandsbevægelsen, har været min ¿adgang¿ til førnævnte møde med deres gamle ven og medkæmper, ¿Elefanten¿. Ingen, selv ikke de bedste krigere, undgår den sidste kapitulation. I dag bliver Gunnar Langberg begravet fra Dronningborg Kirke ved Randers. Endnu et kapitel i danmarkshistorien er slut. Endnu et bibliotek er gået til grunde, mens yngre generationer igen bør kippe med flaget i taknemmelighed. over, at der i en verden, domineret af bureaukratiske idioter, også findes mennesker som Gunnar Langberg. Mon Krigsministeriet nogensinde fik sine manglende 44 kroner og 35 øre? [ M.C. Holst, Vollerupvej 49, Em ved Vrå, er landinspektør