447 nye smittetilfælde - indlagte falder med fem

Antallet af smittetilfælde stiger til 447. Men antallet af indlagte er det laveste siden 12. september.

Smittetallene for tiden viser en stigende tendens, formentlig grundet den mere smitsomme Delta-variant, der nu antages af være den dominerende variant. (Arkivfoto).

Smittetallene for tiden viser en stigende tendens, formentlig grundet den mere smitsomme Delta-variant, der nu antages af være den dominerende variant. (Arkivfoto).

KØBENHAVN:Yderligere 447 personer er lørdag registreret smittet med covid-19, viser tal fra Statens Serum Institut.

De smittede er fundet blandt 135.170 PCR-prøver, hvor man bliver podet i halsen.

Det betyder, at positivprocenten - andelen af smittede - er 0,33.

Antallet af daglige smittetilfælde har i juli været stigende, formentlig grundet den mere smitsomme Delta-variant.

I sidste uge udgjorde Delta-varianten hver tredje smittetilfælde.

I denne uge er der indtil videre 62,3 procent af de positive tilfælde, viser den foreløbige opgørelse ifølge seruminstituttet.

Det er med forbehold for, at ikke alle de positive prøver endnu er sekventeret.

Viggo Andreasen er forsker ved Roskilde Universitet med speciale i matematisk epidemiologi.

Han ser dagens tal som udtryk for, at Delta-varianten fortsat vinder terræn, dog ikke helt så hurtigt, som man kunne frygte.

- Antallet af smittede har svinget lidt frem og tilbage de seneste dage.

- Men nu, hvor Delta-varianten efter alt at dømme er blevet den dominerende variant, skal vi regne med, at der vil ske en stigning i smittetilfældene dag for dag.

- Hvis vi tager det i betragtning, så er stigningen i dagens tal faktisk moderat, siger han.

Antallet af indlagte falder med fem til 43 personer. Man skal tilbage til 12. september sidste år for at finde et tilsvarende lavt antal indlagte.

Der er registreret yderligere et coronadødsfald. Samlet set er 2537 personer afgået ved døden, efter at de tidligere har haft påvist covid-19.

Der er det seneste døgn også registreret 258.406 lyntest. De indgår dog ikke i smittetallene grundet usikkerhed om testresultatet.

Tallene fra Statens Serum Institut viser også, at udrulningen af vacciner fortsætter for fuld styrke.

Nu har 58 procent af befolkningen fået mindst ét vaccinestik, mens 35 procent har fået begge stik og er færdigvaccineret.

Det er ifølge Viggo Andreasen et regulært kapløb mellem vaccineudrulningen og Delta-varianten, vi er vidne til i disse dage og uger.

- Vi står lidt på en knivsæg. Hvis vi evner at holde smittestigningen nede på det niveau, vi har set de sidste dage, så når vi at få vaccineret den voksne befolkning i tide.

- Men hvis smittetallene stiger hurtigere, så kan vi godt nå at se mange smittetilfælde blandt den yngre del af befolkningen, der venter på at få vaccinen, siger han.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.